Pressemeddelelse -

Danskerne bruger søndagen til at streame

Målinger fra teleselskabet 3’s netværk viser, at danskerne streamer mest om søndagen. I 2016 toppede en søndag i november som årets største streaming-dag. Men danskerne indledte 2017 med at sætte en ny rekord. Den 1. januar var dataforbruget blandt 3’s kunder på 378,6 TB, hvilket er det højeste nogensinde.

Danskernes forbrug af data via deres smartphones og mobile bredbånd ligger rimeligt stabilt hen over en normal uge. Men når de kommer til søndag, så stiger forbruget med 10-15%. Det viser målinger fra teleselskabet 3’s netværk. Her fremgår det endvidere, at medie-streaming står for mere end 50% af det samlede dataforbrug i netværket. Og andelen vokser.

Det vil sige, at en stigende del af dataforbruget blandt 3’s kunder går til afspilning af digitalt indhold som fx film, tv-serier og nyhedsudsendelser fra tjenester som HBO, Netflix og Viaplay og ikke mindst TV2 Play og DR’s app.

”Streaming er blevet en stor succes, fordi det griber ind i en tendens i tiden, hvor forbrugerne i stigende grad efterspørger skræddersyede løsninger og frihed til selv at vælge, hvor og hvornår det passer dem. Danskerne vil tydeligvis gerne koble af og hygge sig med god underholdning om søndagen, og det kan de nemt gøre ved selv at sammensætte deres eget tv-program via et godt udvalg udbud af streamingtjenester,” siger David Elsass, direktør for privatmarkedet hos 3.

2017 indledt med ny rekord
3’s kunder forbrugte intet mindre end 373.976.207 megabyte data søndag den 6. november i 2016. Det endte med at blive årets højeste forbrug i løbet af én dag i 3’s netværk. Men denne rekord er allerede passeret, idet 3’s kunder brugte 378,6 terabyte søndag den 1. januar i år. På en normal søndag udgør streaming ca. 55% af det samlede dataforbrug. Søndag den 1. januar udgjorde streaming hele 60% af dataforbruget. Og hos 3 forventer man, at der vil blive sat nye rekorder på søndage i 2017.

”Vi har ikke set toppen af streamingens popularitet endnu, og derfor forventer vi også, at dataforbruget vil stige igen i år. Vi har en god og stabil infrastruktur i Danmark, som giver gode streamingoplevelser, og dette er med til at bære tjenesterne frem, og det er også en del af forklaringen på det høje forbrug. Hvis folk ikke havde en god oplevelse, så streamede de ikke nær så meget,” siger David Elsass fra 3.

Fakta

Datarekord blandt 3’s kunder i 2016:
373,9 terabyte data søndag den 6. november

Foreløbig datarekord blandt 3’s kunder i 2017:
378,6 terabyte data søndag den 1. januar (forbruget peakede mellem kl. 21 og 22)

Emner

  • Biograf, film, fotografi

Kategorier

  • data & analyser

3 tilbyder mobiltelefoni og dataforbindelser via 3G, 4G og 4G+ mobilnetværk. 3’s kunder er flittige brugere af data på mobilen og har i en årrække haft det største dataforbrug i Danmark. Med et tilbud om fri roaming i 43 lande via konceptet 3LikeHome ønsker 3 at være det foretrukne teleselskab for rejselystne danskere. 3 i Danmark er en del af 3 Group, som er repræsenteret i Italien, Østrig, England, Irland, HongKong, Indonesien og Sverige. 3 ejes af kinesiske CK-Hutchison (60%) og svenske Investor (40%). Læs mere om 3 Group på www.three.com og om 3 på www.3.dk

Kontakt

3's pressetelefon

Pressekontakt 31 200 202

Kundeservice

Pressekontakt 70 313 313

Relateret materiale