Skip to main content

Premiere på HISTORY®: Lost in Transmission

Nyhed   •   Aug 06, 2015 09:00 CEST

Der bliver masser af vroom-vroom de kommende torsdage på HISTORY®, når de to gode venner og bilentusiaster Rutledge Wood og George Flanigan drager ud på det ultimative roadtrip for at redde USA's flotteste, underligste og cooleste køretøjer. Deres helt nye serie Lost in Transmission får premiere i Danmark torsdag den 13. august.

Bileksperten Rutledge Wood og hans kammerat og motorentusiast George Flanigen har en mission: At redde USA's mest fantastiske autoklassikere fra lader og marker i sydstaterne.

Rutledge og George finkæmmer de amerikanske garager for nedslidte og undervurderede biler, som er blevet gemt og glemt i årenes løb - og de sætter dem i stand og får dem tilbage på vejen. Rejsen tager dem helt ud på yderste kartoffelrække, hvor de kommer i kontakt med lokale traditioner, møder excentriske mennesker og oplever essensen af amerikansk bilkultur.

De genopliver bl.a. en ikonisk DeLorean fra 1981, som blev næsten ødelagt under orkanen Sandy, og en insektinficeret Ford F100 fra 1964, som har været udsat for mange års vejr og vind. For Rutledge og George handler restaureringen af disse klassiske mesterværker ikke om profit - men om at redde de fantastiske køretøjer og bringe dem tilbage til fordums glans.

"Intet er mere amerikansk end bilen, men nogle af de mest imponerende eksemplarer risikerer at rådne op i lader og garager. Personligt har jeg ejet over 80 biler. Det eneste, der afholder mig fra at købe 80 mere, er min kone Rachel," siger Rutledge med et glimt i øjet.

Rutledge er en haj til at opspore sjældne biler, og han er desuden kendt som medvært på den amerikanske udgave af Top Gear. Hans ven George er en snu forhandler med styr på budgetterne - og dét er et godt supplement til Rutledges til tider løbske passion.

Lost in Transmission sendes torsdage kl. 21.00 fra den 13. august på HISTORY.