Skip to main content

Kampagne på AffaldPlus' genbrugspladser - "Af med "hatten" - ud med sjatten"

Nyhed   •   Nov 23, 2016 09:29 CET

Kampagnen på alle AffaldPlus' genbrugspladser starter i uge 48.

Kampagnen gør også opmærksom på, at dunkene skal være tømte, skyllede og tørre.

Aflever dunken tømt, skyllet, tør og uden låg
For at gøre det nemmere har vi placeret en beholder til lågene lige ved siden af indsamlingsbeholderen til plastdunke. Du er også velkommen til at aflevere låget samme sted som dunken – bare låget er taget af.

Plastdunke til genanvendelse skal være mærket med et 1-, 2- 5 eller 6-tal.
Du finder oftest mærket i bunden af produktet.
- 1-PET
- 2-HD-PE
- 5-PP
- 6-PS

Sjatter og faremærkerne "Dødningehoved", "Sundhedsfare" og "Brandnærende" 
Dunke med et af ovenstående faremærker skal altid afleveres til Farligt affald, lige meget om de er tømte eller fulde. De kan ikke genbruges, da de har indeholdt giftige, sundhedsskadelige og brandnærende stoffer.

Andre faremærker end ovenstående
Dunke med andre faremærker, må gerne afleveres i ”Plastdunke” hvis emballagen er HELT tømt, skyllet og tør.

Dunker med rester i skal i Småt brændbart eller afleveres til Farligt affald, hvis de har faremærker.

Læs i AffaldPlus' sorteringsvejledning om hvilke former for plast, du ellers kan aflevere i fraktionen ”Plastdunke”, og se samme sted hvordan faremærkerne ser ud.

Hvorfor skal låget tages af?
Når du tager låget af dunken, inden du afleverer den, øger det genanvendelsen, da vi på den måde sikrer, at dunkene er helt tømte.

Hvis du fjerner låget, før du afleverer, sikrer vi samtidig, at emballagerne er tømte, og at eventuelle brandfarlige væsker er fordampet.

Hvad vil det sige, at beholderen skal være tømt, skyllet og tør?
Plastemballagen skal være tømt, skyllet og tør – fx ved at du har skyllet den sidste sjat vaskemiddel ud af dunken og brugt det i vaskemaskinen.

Husk, at du som hovedregel ikke må tilsætte vand til syre, da der er risiko for at væsken ”koger op”.

Spørg endelig, hvis du er i tvivl
Er du i tvivl, så tag dunken med på genbrugspladsen og spørg en genbrugsvejleder.

Du kan også søge mere information på AffaldPlus' hjemmeside under Giv-plast-nyt-liv eller AffaldPlus' sorteringsvejledning.