Nyhed -

SPARK er et vigtigt tilbud til kommunerne

SPARK hedder det nye tilbud til kommunerne om hjælp i psykisk arbejdsmiljø ude på arbejdspladserne. Henning Mortensen, kemiingeniør og arbejdsmiljørepræsentant fra Svendborg Kommune, var til SPARK-konference i Vejle og blev inspireret til sit arbejde med psykisk arbejdsmiljø.

SPARK er en forkortelse for Samarbejde om Psykisk Arbejdsmiljø i Kommunerne og er et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Forhandlingsfællesskabet, som Akademikerne er en del af. I praksis er SPARK et team af arbejdsmiljøkonsulenter, som kommunale arbejdspladser fremover kan søge hjælp hos.

SPARK noget særligt

Interesseren for SPARK er stor. Det blev understreget på den netop afholdte konference i Vejle, hvor SPARK blev skudt i gang. I alt 1500 kommunale ansatte deltog og der var fuldt hus til de mange workshops på dagen, hvor der kunne hentes inspiration til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø lokalt.

Det gjorde Henning Mortensen, kemiingeniør og arbejdsmiljørepræsentant fra Svendborg Kommune. Han er glad for de nye muligheder, SPARK-initiativet indeholder, og fik flere ting med hjem fra konferencen.

”Det er godt, når de generelle ideer og resultater i overenskomstforhandlingerne munder ud i hjælp og projektværktøjer, der kan bruges meget konkret i kommunerne”, siger Henning Mortensen.

På SPARK-konferencen var der bl.a. sat særligt fokus på forandringer og konsekvenserne for medarbejderne. Flere oplægsholdere pointerede, at ændringer i det psykiske arbejdsmiljø kræver tålmodighed og et godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere – og ofte tager lang tid.

Løft af det psykiske arbejdsmiljø

I afdelingen Erhverv, Bolig og Natur i Svendborg Kommune, hvor Henning Mortensen arbejder, har psykisk arbejdsmiljø længe været et stort fokusområde. Her investeres der i at øge den Sociale Kapital i afdelingen for at sikre, at ledelse og medarbejdere i fællesskab kan samarbejde om at løse kerneopgaven og samtidigt opnå høj trivsel og arbejdsglæde i hverdagen.Afdelingen har konkret fokus på, at en stor del af afdelingens medarbejdere fysisk sidder langt fra hinanden i forskellige bygninger i kommunen. Det har givet udfordringer og ført til en vedvarende indsats på arbejdspladsen for at sikre et godt samarbejde, hvor alle trives og kan se sig selv som en del af en fælles kultur.SPARK Henning SvendborgBillede: Henning Mortensen

Et stærkt samarbejde mellem ledelse, tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten har været en afgørende forudsætning for et godt resultat i Erhverv, Bolig og Natur.

”Som det første kiggede vi på vores kerneopgave i afdelingen. Vi tog afsæt i begreberne om samarbejdsevne, tillid og retfærdighed i den Sociale Kapital, og brugte det som et afsæt for dialogen om vores forandringsarbejde. Det var afgørende for os, hvordan forandringen kunne understøtte vores kerneopgave. Og hvordan kan vi som en del af projektet kunne sikre høj arbejdsglæde for de ansatte. Der er en stor faglig tilfredshed i at få de to ting til at gå op i en højere helhed i praksis”, siger Henning Mortensen.

Stærkt samarbejde vejen frem

”Man lykkes ikke med et forandringsarbejde, som berører så mange ansatte, hvis ikke medarbejderne er inddraget fra start. Derfor har trio-samarbejdet været prioriteret i top fra begyndelsen. Vi har et meget velfungerende samarbejde i lokal-medudvalget, hvor alle har været tæt på processen hele vejen”, siger Henning Mortensen.

Særligt har det været vigtigt at sikre en stor medarbejderinddragelse i alle led af forandringsarbejdet.

”På vores arbejdsplads har det været vigtigt, at alle oplevede, at der var åbent for dialog i forandringsprocessen. Man skal kunne komme til udtryk med de udfordringer, man ser, for at kunne se sig selv i en ny kultur. Det tager tid. At skabe en kulturændring og et nyt samarbejdsmiljø sker ikke på en uge. Men vi er godt på vej i den rigtige retning og når helt sikkert også i mål”, siger Henning Mortensen.

Mere om SPARK
• Der er åbnet for ansøgninger til SPARK. Ansøgninger skal ske på www.sparkweb.dk.
• KL og Forhandlingsfællesskabet har afsat 25 mio. kr. til SPARK, som består af et team af arbejdsmiljøkonsulenter, kommunale arbejdspladser kan tilkalde.
• SPARK kan yde støtte inden for områderne: forandringer og omstillinger, samarbejde, vold og trusler samt arbejdets indhold, omfang og udførelse.

Kontakt

Lars Qvistgaard

Pressekontakt Akademikernes formand +45 21 47 26 86

Jens Alkjær

Pressekontakt Pressekonsulent +45 22 49 58 56