Skip to main content

​Hver tredje dansker har ikke et budget

Nyhed   •   Feb 16, 2017 14:12 CET

Hver tredje voksne dansker (35 pct.) lægger ikke et budget for de faste udgifter i deres privatøkonomi. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Arbejdernes Landsbank.

Og det er faktisk gået tilbage med danskernes budgetvaner, siden banken sidst foretog undersøgelsen i 2012. I dag lægger kun 65 pct. af danskerne budget - i 2012 var tallet 80 pct.

”Det er bekymrende, at så mange danskere ikke har et budget for deres faste udgifter. Vi oplever i mødet med vores kunder, at de er glade for det overblik og den tryghed, et budget giver. Et budget er særligt vigtigt i de situationer, hvor livet slår nogle krøller, og man måske bliver arbejdsløs eller skal igennem en skilsmisse,” siger Brian Rasmussen, privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Danskerne glemmer vigtige poster

Der er også mange, der glemmer at tage uforudsete udgifter med i budgettet – det husker kun 1 ud af 4. Og kun 1 ud af 5 danskere tager højde for vigtige budgetposter som vedligeholdelse, ferie og højtider/gaver. Disse poster bør også indgå i et godt budget, anbefaler Arbejdernes Landsbank.

”Når man ser på, hvad en ferierejse for en familie koster, eller hvad det egentlig koster at holde jul, så er det overraskende at kun 1 ud af 5 sætter penge af til det i budgettet. Det er også bekymrende, at kun 1 ud af 4 tager højde for uforudsete udgifter. Render man ind i en stor tandlægeregning eller en bil, der pludselig bryder sammen, så er det en rigtig god idé at have en buffer til den slags. Vi anbefaler som tommelfingerregel, at man sætter 500–2.000 kr. af om måneden til vedligeholdelse og desuden har en buffer stående på 20.000–50.000 kr. til uforudsete udgifter,” siger Brian Rasmussen.

God budgetdisciplin blandt dem, der lægger budget

Hvis vi retter blikket mod de 65 pct. danskere, som rent faktisk lægger budget for de faste udgifter, så gør de det til gengæld rigtig godt. Hele 83 pct. justerer deres budget mindst 1 gang om året, 63 pct. har et digitalt budget, som gør det nemmere at justere budgettet løbende, og 86 pct. svarer, at de aldrig eller sjældent overskrider deres budget, uden at de er forberedt på det.

”Det er positivt, at de 65 pct., der lægger budget, også har godt styr på det. For et budget skal løbende vedligeholdes og justeres, gerne mindst en gang om året. Der kan være prisstigninger på flere af posterne, og så skal man især holde øje med udgifter til vand, varme og el. Man skal også være opmærksom på sine lån med variabel rente og benzinpriserne, hvis man bruger bilen meget,” siger Brian Rasmussen.

Børnefamilier allerbedst til budget

Af de, der har allerbedst styr på deres budget, ligger børnefamilierne i top. Her har 73 pct. af de adspurgte et budget for deres faste udgifter – altså flere end de 65 pct., der generelt lægger et budget.

”Det er for os ikke overraskende, at børnefamilierne har mere overblik over deres faste udgifter. De fleste børnefamilier er i en etableringsfase med boligkøb og større lån, og det gør budgettet absolut nødvendigt. Vi opfordrer dog alle til at lægge et budget for deres faste udgifter, uanset om man har børn, om man bor til leje eller bor i eget hus. Udover ”her-og-nu” besparelser så giver budgettet bedre mulighed for at tage kontrollen over sin egen privatøkonomi og planlægge fremtiden,” siger Brian Rasmussen, der kommer med dette råd:

”Det er faktisk ikke så svært at lægge et budget, modsat hvad mange måske tror. Man begynder med at få et overblik over sine indtægter og udgifter. Du kan fx gå i netbank og se, hvad du har haft af indtægter og udgifter det seneste år. Det kræver selvfølgelig noget arbejde til at starte med, men når det først er lavet, så er det let at rette til undervejs i de kommende år,” siger privatøkonom Brian Rasmussen, og understreger:

"I Arbejdernes Landsbank tilbyder vi at hjælpe med budgetlægningen. Det kalder vi "budget med opfølgning", og det betyder, at vi løbende holder øje med budgettet og justerer det, hvis det er nødvendigt." Det kan du læse mere om her.

Gode råd til budgettet

  • Skab dig et overblik – gennemgå dine indtægter og udgifter med en tættekam, så er du kommet godt fra start. Sæt lidt ekstra penge ind på budgetkontoen, så der er til mindre udsving og stigninger i dit budget.
  • Tilmeld dine regninger til betalingsservice. Så bliver regningerne ikke glemt, og du får et godt overblik.
  • Gennemgå dit forbrug til husholdningen – enten ved hjælp af vores forbrugsoverblik, eller ved at gemme dine bon´er i en periode. Det gør dig mere bevidst om dit forbrug.
  • Undersøg af og til om der er penge at spare. Hold især øje med udgifter til telefon, internet, TV/streamingtjenester, abonnementer, forsikringer og el/vand/varme.
  • Pas på fristelserne. Opsig ikke vigtige forsikringer som indbo- og ulykkesforsikring.
  • Sæt penge af i dit budget til løbende vedligeholdelse. Som tommelfingerregel bør du sætte 500 – 2.000 kr. af om måneden. Beløbets størrelse afhænger i høj grad af boligens alder, stand, type, og af om du er typen, der selv kan ordne mange praktiske ting i hjemmet.
  • Sæt desuden en fornuftig buffer af til uforudsete udgifter på en særskilt konto til fx en ny vaskemaskine, ekstra tandlægeregning eller reparation af bilen. Som tommelfingerregel bør der stå ca. 20.000 kr., hvis du bor i lejlighed – og 30.000 – 50.000 kr., hvis du bor i hus.