Nyhed -

Vintergarderoben blev købt i september

Danskernes shoppehumør er kommet tilbage. Detailsalget steg 0,8 pct. i september i forhold til august, når man tager højde for normale sæsonudsving og prisudvikling. Dagens tal bekræfter at faldet i detailomsætningen hen over sommeren i vid udstrækning kan tilskrives ekstraordinært dårligt sommervejr, der holdt danskerne hjemme i sofaen og væk fra butikkerne. Stigningen er drevet af en stigning i salget af beklædning på 3,3 pct., da danskerne brugte september måned på at gøre garderoben klar til vinteren. Andre forbrugsvarer steg med 1 pct. mens danskernes forbrug af fødevarer var uændret i forhold til august.

Set over året er detailomsætningen steget med 1,7 pct. Det godt nyt at detailomsætningen stiger, da det vidner om forbrugsvækst, og forbruget er netop hovedmotoren i det danske opsving. Omvendt er stigningen moderat, men dette kan sandsynligvis forklares i øget nethandel. Detailomsætningen tager ikke højde for nethandel på udenlandske hjemmesider, og vil derfor undervurdere det faktiske forbrug i takt med at mere af vores køb foregår online.

Ser vi fremad forventer vi fortsat en stigning i forbruget, da det går rigtig godt i dansk økonomi. Danskerne har stigende reallønninger og beskæftigelsen er stigende og det bør smitte af på forbruget.

Emner

  • Økonomi, finans

Kontakt

Signe Roed-Frederiksen

Cheføkonom 24 90 14 10