Skip to main content

Deltag i advisory network - og indhent hackernes forspring

Nyhed   •   Mar 29, 2019 14:44 CET

Vil du indhente hackernes forspring, så deltag i vores projekt fremtidens cybersikkerhed. Her får man som virksomhed adgang til workshops, whitepapers og mulighed for at deltage i fokusgruppe.

De næste to år dykker vi ned i avancerede it-sikkerhedsteknologier i projekt fremtidens cybersikkerhed. Vil du med på turen og indhente hackernes forspring? Så deltag i vores fokusgruppe, vores workshops og læs vores whitepapers undervejs.

Vi ved det. Truslen mod vores digitale samfund er enorm. Alle gør, hvad de kan for at højne it-sikkerheden. Men stadig fornemmer man, at hackerne bare er et skridt foran. Med en ny resultatkontrakt om fremtidens cybersikkerhed vil vi i samarbejde med DBI de næste to år dykke ned i næste generation af avancerede it-sikkerhedsløsninger.

Vi tilbyder derfor virksomheder som din at deltage i vores fokusgruppe – også kaldet advisory network. Her mødes virksomheder og projektteam om aktuelle it-sikkerhedsteknologier og de bump på vejen, de måske kan være med til at fjerne. Det gør vi, så danske virksomheder kan indhente hackernes forspring.

Advisory network er relevant for dig, hvis din virksomhed står med én af disse tre udfordringer

Hvis du interesserer dig for de tre områder, vi beskriver her, skal du kontakte vores it-sikkerhedschef Gert Læssøe Mikkelsen. Der vil typisk være 10-20 deltagere i fokusgruppen, og virksomheder som KMD og Kamstrup har tidligere deltaget.

Meld også gerne ind, hvis der er andre emner, du ønsker at dykke ned i.

HVORDAN KAN VI BRUGE VORES DATA OG FÅ ADGANG TIL MERE?

Overvejer I, hvordan I kan bringe jeres egne data i spil? Det kan være, I har overvejet at udvikle en tjeneste, der opsamler personkritisk data. Eller I opsamler kundedata og ønsker at sammenligne personfølsomme data eller kundetilfredshed med andre virksomheder. Det kan også være overvejelser om at lave analyser af sin egen virksomhed og måle sig op mod andre, hvilket vil kræve adgang til personfølsomt data. Måske oplever I, at lovgivningen står i vejen for mulighederne, men ved at anonymisere data gennem nogle tekniske løsninger kan man opretholde sikkerheden. Der findes allerede mange af de løsninger, men der er ligeså mange eksempler, hvor data, der er offentliggjort i anonymiseret form, kan læses alligevel. Måske er I nervøse for, om I træffer de rigtige valg, eller om I teknisk kan få it-sikkerhedsløsningerne til at virke og bruge dem rigtigt. Vi kigger på privatlivsfremmende teknologier til sikker dataanalyse – også kaldet differential privacy. Det bruges ikke så meget endnu, men der er sket meget på forskningsfronten. Det er de resultater initiativet skal have i brug.

HVORDAN STYRKER VI VORES INTERNE SIKKERHEDSADFÆRD?

Har I helt styr på virksomhedens interne sikkerhedskultur? Måske I ønsker at finde ud af, hvordan I kan designe sikkerhedspolitik og dermed give medarbejderne en forståelse af, hvorfor sikkerhed er vigtigt. Vi vil kombinere vores ekspertiser i brugerforståelse med vores viden om it-sikkerhed. For det ser rigtig godt ud på papiret at have en striks sikkerhedspolitik, men det kan også have nogle uheldige konsekvenser. Det kan bl.a. føre til skygge-it, altså anvendelse af it-systemer og værktøjer, der ikke er sanktioneret af virksomheden. Det giver dårligere sikkerhed, da der ikke er opmærksomhed på disse. Stiller man omvendt mere lempelige og realistiske krav, er der større chance for, at medarbejderne overholder dem. Dermed får man en bedre sikkerhed i den sidste ende til trods for en – på papiret – mindre striks sikkerhedspolitik. Hvis I ønsker at satse på andet end oplysningskampagner og få medarbejderne til at arbejde for jeres it-sikkerhedspolitik, er dette advisory network en mulighed for at udforske de seneste forskningsresultater.

HVILKE NYE TEKNOLOGISKE LØSNINGER ER PÅ VEJ – OG HVILKE SKAL VI VÆLGE?

Det gælder om hele tiden at holde sig opdateret med teknologisk avancerede løsninger og få adgang til den nyeste viden. Vi holder øje med trends og nye teknologier inden for kryptologiverden. I er måske i tvivl om, hvorvidt I allerede nu bør forholde jer til begreber som postkvantekryptering, multiparty computation, blockchain? Vi bringer forståelsen af teknologierne, og hvordan de anvendes forretningsmæssigt, i spil. Vi prøver teknologierne af og går bag nogle af de kendte projekter og omtalen af dem. Vi forholder os kritisk til dem. Virkede de efter hensigten? Hvor langt nåede de egentligt? Analyser der er væsentlige for at vurdere kommende teknologiske løsningers potentiale. Arbejdet med fremtidige centrale sikkerhedsteknologier er noget af det, der overgår virksomhedens egne kompetencer og kapacitet. Derfor bliver det et centralt emne i projektet.  

Fakta: Derfor skal du melde dig ind i advisory network

  • Du har problemstillinger vedr. it-sikkerhed, som du gerne vil drøfte med andre eksperter.
  • Du synes, nye it-sikkerhedstrends er interessante og skal holde dig ajour.
  • Du vil diskutere it-sikkerhedsemner med andre fagfolk.
  • Du ønsker information om resultater og undersøgelser.
  • Du får mulighed for at deltage i op til 7 netværksarrangementer i Aarhus og København – og kun de emner du finder interessante.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.