Skip to main content

Biler over fem år har markant mere brug for vejhjælp

Pressemeddelelse   •   Okt 04, 2019 07:30 CEST

Foto: Colourbox

Allerede når bilen bliver fem år gammel, begynder behovet for vejhjælp for alvor at tage fart, viser tal fra Alm. Brand. 12-årige biler har oftest brug for bugsering og starthjælp

Stort set alle bilejere med en bedaget firhjulet i garagen har oplevet det. Bilen nægter at starte, når frosten sætter ind, eller motoren sætter ud på en øde landevej.

Det er ingen hemmelighed, at behovet for vej- eller starthjælp stiger i takt med bilens alder. Og ifølge nye tal fra forsikringsselskabet Alm. Brand stiger brugen af vejhjælp kraftigt fra bilen fylder fem år.

Herefter stiger behovet år for år, indtil det topper, når bilen kan fejre 12-års fødselsdag. Her er behovet for vejhjælp 274 procent større end for biler med kun fem år på bagen, viser tallene.

Jo ældre - jo mere brug for bugsering
Når bilen kommer tæt på teenagealderen er det især bugseringshjælp, der er efterspurgt.

”Vi anbefaler alle at have en vejhjælpsdækning til deres bil, for som bilejer ved man aldrig, hvornår man får brug for assistance til at komme videre. Men tallene sætter også en tyk streg under, at brugen af vej- og starthjælp især er høj blandt de ældre biler, som vi har relativt mange af i den danske bilpark,” siger privatdirektør i Alm. Brand, Pia Holm Steffensen.

Det bilmærke, der lægger mest beslag på ydelser som starthjælp og bugsering er VW, som står for næsten 12 procent af den samlede vejhjælp, viser Alm. Brands tal. Lige i hælene kommer Peugeot. Det franske bilmærke tegner sig for knap 11 procent af den samlede vejhjælp.

Alm. Brand A/S Koncernen er en dansk, finansiel koncern bestående af et børsnoteret holdingselskab, hvorunder der er en række datterselskaber. Koncernen driver virksomhed inden for skadeforsikring, bankvirksomhed samt liv- og pensionsforsikring, ligesom der drives investeringsvirksomhed som led i den primære driftsaktivitet.