Kære politikere, håndværkere er IKKE stakler!

af Anders Kondrup Risager, uddannet kloakmester, ejer af Apacta

“Vi skal hjælpe de svageste i samfundet.”

Man ved, det er valgkamp, når politikerne næsten er ved at falde over hinanden i kampen om at være dem, som værner mest om de såkaldt svageste i samfundet - og forstå mig ret, det er jo helt grundlæggende både sympatisk og fornuftigt. Men jeg skal love for, at jeg var ved at få aftenkaffen galt i halsen, da jeg under partilederrunderne i tirsdags til min store overraskelse måtte konstatere, at det denne gang er blevet vores - håndværkernes - tur til helt ufrivilligt og ikke mindst uberettiget at få den titel trukket ned over hovedet. De svageste.

For er man svag, når man har knoklet for sin løn og betalt sin skat, siden man var 16 år gammel? Er man svag, når man flere gange om ugen tager smertestillende for at komme igennem arbejdsdagen? Og er man svag, når kroppen siger fra, fordi man har slidt og slæbt i 40 år?

Nej. Tværtimod! Så er man det gode eksempel på en dansker, der sørger for at få brød på bordet og bidrager til at holde hjulene igang. Ja, så bør man hyldes for at have gjort sin pligt og først efter så mange år kræve sin ret - nemlig en værdig alderdom, ja i det hele taget bare at leve længe nok til at få alderdommen med.

For når hver fjerde 3F’er enten er på førtidspension eller i jorden, inden de fylder 60, så er man ikke en stakkel, så er man nedslidt. Så er man et menneske, der er blevet snydt og forrådt af det selvsamme system, man i så mange år har betalt ind til.

Så kære politikere, pak stakkel-retorikken væk. Vi har ikke brug for jeres medlidenhed. Vi vil have retfærdighed.

Og retfærdighed er, at man kan trække sig, inden kroppen gør det. Gennem omskoling og sporskifte, hvis man stadig kan nå det - og ellers ved at kunne trække sig tilbage. Det er kun rimeligt.

Men hvorfor er det, at løsningen så ofte skal være, at man skal tage sig en “rigtig” uddannelse, så man kan få sig et “rigtigt” arbejde? Siden hvornår blev man ofre, fordi man udfører manuelt arbejde? Siden hvornår blev det sørgeligt at være den, der går ud i sne og slud, i regn og hedebølge? At arbejde ude i al slags vejr og bruge sin krop er da en velsignelse og ikke en straf - når man kan holde til det, vel at mærke. Derimod har jeg ondt af mange af dem, der er nødt til at sidde 40 år bag et skrivebord i banken og blive mere grå, slappe og visne for hver dag, der går. Personligt synes jeg da, det er synd, at de går glip af al den friske luft til hovedet, når nu de lever af at bruge det - altså hovedet.

Det er ikke dårligere at gå ude året rundt eller arbejde på knæene dagen lang. Det er det kun, hvis man gør det uden mulighed for at stoppe.

Jeg er glad for, at jeg selv har haft muligheden for at prøve kræfter med både håndværksfaget og nu at være mester i en virksomhed, der laver systemer, som gør det lettere at drive forretning som selvstændig håndværker. Det spring bør mange flere tage - også den anden vej, nemlig fra skrivebordet til kloakken, som min veninde Margrethe har gjort det. Men hele pointen er, at de kun skal gøre det, fordi de selv vil, fordi de har ondt, og ikke fordi en flok akademikere på Christiansborg har ondt af dem.

Når vi taler om variation i arbejdslivet, hvorfor handler det så konsekvent om, hvordan håndværkerne skal omskoles til akademikere og aldrig den anden vej rundt? Hvorfor taler vi ikke om, at akademikere og andre kan omskole sig til at udføre håndværksfag? Jeg er overbevist om, at fx lærere - eller politikere for den sags skyld - der dagligt døjer med sådan nogle som os, godt kunne trænge til en pause fra lærergerningen og komme ud i den friske luft og skabe noget med deres hænder. Mon ikke de så som en sidegevinst får en større forståelse for os?

Når det er “synd” for hele faggrupper, så efterlader I os med det indtryk, at det er forfærdeligt at være håndværker, som om man kun gør det af nød, hvis man er for dårligt begavet til at gå på gymnasiet og universitetet. Jeres retorik er årsagen til, at vi har en masse nyuddannede arbejdsløse akademikere - og samtidig en kæmpe mangel på arbejdskraft.

Så kære politikere, vi er ikke de ynkelige her. Nej, det eneste ynkelige er, at I har behov for at tale nedladende om en hel gruppe mennesker, der om nogen har behov for at blive talt op, fordi vi allerede ved, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft med både hænderne og hovedet skruet godt på.

I kommer aldrig til at se os tigge om almisser som hjælpeløse stakler på vores grædende knæ. Nej, vi arbejder, til vores knæ ikke kan mere. Vi arbejder, til det giver sig selv, at det ikke er rimeligt at fortsætte, hvis man da ikke har haft andre muligheder ved hånden. Når man når til det punkt, har man allerede mistet mere, end man burde - så behøver I ikke tage værdigheden fra os på samme tid.

Politikere, meget kan man kalde os; hårdtarbejdende, stærke, ihærdige, knoklere, nedslidte, jord- og betonarbejdere, brolæggere, håndværkere, chauffører eller endda pædagoger og SOSU-assistenter. Men hvis der er noget, vi aldrig bliver, så er det stakler. 

Bragt i Jyllands-Posten 18. maj 2019

https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE11378956/kaere-politikere-haandvaerkere-er-ikke-stakler/