Skip to main content

Blot knap hver anden dansker lader jobbet blive hjemme fra ferien

Pressemeddelelse   •   Jul 07, 2016 07:52 CEST

Specielt arbejdsmailen fylder, mens vi daser ved poolen

Ferie, sol og timeout fra arbejdspladsen. Blot fire ud af ti danskere glemmer dog alt om job, når kalenderen står på ferie. Specielt mænd er tilsyneladende slemme til lige at tjekke arbejdsmailen, selvom agendaen er en helt anden. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere.

For de fleste danskere står de kommende uger på ferie. Chancen for, at vi dog har en lille snert af arbejde med i tankerne, på computeren, på vores tablet eller smartphone er dog stor.

Blot fire ud af ti danskere (44 pct.) glemmer nemlig alt om ferien, når de siger farvel og god ferie på arbejdspladsen.

Det er specielt arbejdsmailen, vi har svært ved at holde fingrene fra, når vi ellers burde dase ved poolen, nyde en is med familien eller sippe et koldt glas hvidvin på terrassen. Således tjekker knap hver femte (18 pct.) lige, om der skulle ligge noget presserende fra jobbet i indbakken.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet.

Mænd har oftere svært ved at slippe jobbet
Når der tjekkes arbejdsmails på stranden, er det oftest mændene, der er ”synderne”.

Således tilkendegiver knap hver fjerde mand (23 pct.), at der bliver tjekket mails fra arbejdet i ferien. Dette gælder blot lidt mere end hver tiende kvinde (13 pct.)

Samtidigt besvarer mænd også i højere grad opkald (13 pct.) samt mails (11 pct.) fra arbejdspladsen, selvom de holder ferie. Blandt kvinderne besvarer 8 pct. mails, mens 7 pct. typisk besvarer opkald.

”Det er både godt og skidt, at vi altid har mulighed for at være online. Som arbejdsgiver kan det jo umiddelbart føles rart, at vores medarbejdere altid blot er en mail eller et telefonopkald væk, selvom de ligger på stranden på Kreta eller sidder i en liggestol foran sommerhuset. Men, jeg tror, det er vigtigt, at vi sørger for at trække stikket, så vi endelig kan få slappet af, se vores bedre halvdel i øjnene og bygge sandslotte med vores børn. Og hvis chefen ikke kan lade være med at sende mails, mens man er væk, så må man slette indbakken fra telefonen for et par uger,” opfordrer Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

At slette arbejdsmailen fra telefonen for at undgå at tjekke arbejdsmails er dog en metode, som blot 3 pct. tilsyneladende benytter sig af.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument