Skip to main content

Danskerne shopper ferie i sidste øjeblik

Pressemeddelelse   •   Aug 06, 2012 15:54 CEST

Hver tiende dansker booker sommerferien i god tid, som er 5-6 måneder i forvejen, men flertallet synes at foretrække at shoppe ferie i sidste øjeblik

Danskerne elsker et godt tilbud, ikke mindst fra rejsebranchen. En ny landsdækkende undersøgelse slår fast, at danskerne, både hvad gælder sommerferie og vinterferie, booker deres ferie med kort varsel, og den overvejende begrundelse er, at de vil spare penge. Det er dog langt fra altid, at de reelt sparer penge ved at vente.

11 % af respondenterne siger, at de typisk booker deres vinterferie et par uger før afrejse, mens 17 % angiver, at de typisk booker vinterferien 1-2 måneder i forvejen. Kun 5 % af respondenterne booker vinterferien i rigtig god tid, altså 5-6 måneder i forvejen.  

Lidt flere danskere er i god tid, når det handler om deres sommerferie, som typisk er danskernes vigtigste ferieuge i løbet af kalenderåret.

14 % af respondenterne booker typisk sommerferien et par uger i forvejen, mens 26 % af respondenterne typisk booker sommerferien 1-2 måneder i forvejen. Hver tiende respondent (11 %) booker sommerferien i rigtig god tid, og altså 5-6 måneder i forvejen. 

”Det mest ideelle for de rejsende er imidlertid at booke ferien hos et rejseselskab i rigtig god tid og faktisk ligeså snart rejseselskabet åbner op for respektivt sommer- og vintersalg. På den måde sikrer man sig, at man får det rejsemål og netop det hotel, man helst vil have, hvad enten det skal være familievenligt eller et parhotel, tæt til strand eller by, luksus eller budget, og nøjagtigt med de faciliteter, man har brug for, eksempelvis sport og aktiviteter. De bedste ting ryger først, og det ser vi som en helt fast bestanddel ved begyndelsen til hver ny sæson”, konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Og fortsætter:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at de seneste år har vist, at priserne på identiske rejseprodukter stiger frem mod skolernes sommerferie frem for at falde – og ligeledes frem mod uge 42, jul/nytår, uge 7 og påskeugen. Det ville faktisk også være nemmere for rejsebranchen at tilbyde den rette mængde af rejser på hylderne, hvis bookingbilledet var klarere på et tidligere tidspunkt, og denne sommer endte rejsebranchen i Danmark eksempelvis med at have for få pladser i skolernes sommerferie”, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Når respondenterne bliver spurgt til, hvad det er, der gør, at de helst vil booke deres rejse sent, angiver 36 %, at de gør det for at spare penge, og 29 % svarer, at de booker deres ferie med kort varsel, fordi de først beslutter sig i sidste øjeblik. 22 % angiver, at den skal bookes sent for at kunne koordinere med familie og venner.

Respondenter, der booker deres ferie med kort varsel, gør det af følgende grunde*: 

 

  • For at spare penge: 36 %
  • Jeg beslutter mig altid først i sidste øjeblik: 29 %
  • Jeg tænker først på ferie, når jeg nærmer mig den: 25 %
  • For at det kan koordineres med venner og familie: 22 %
  • For at det kan koordineres med min arbejdsplads: 14 %
  • Jeg skal spare pengene op først: 13 %

 

*Respondenterne kan godt svare rigtigt til flere af ovenstående svarmuligheder

 

Den landsdækkende undersøgelse, som har 1258 respondenter, er foretaget via internettet af Kompas. Undersøgelsen er landsdækkende og afspejler normalfordelingen med hensyn til de af Danmarks Statistik oplyste fordelinger på køn, alder og region.

 

 

For mere information:

Kommunikationschef Rikke Koks Andreassen: 35201005 / 22201340

 

 

 

Apollo er blandt de største rejsearrangører i Danmark og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den nordiske del af koncernen hedder Kuoni Nordic, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, indgår flyselskabet Novair og Falk Lauritsen, Lime Travel, Golf Plaisir og Krone Golf Tours. Kuoni Nordic har 780 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1450 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Hovedparten af Apollo Danmarks gæster flyver med SAS.