Skip to main content

Hver fjerde tager løbeskoene med på ferie

Pressemeddelelse   •   Feb 02, 2016 12:37 CET

Aktiv ferie er kommet for at blive


Løbesko, træningstøj og sågar cykel er fast inventar i mange danskeres rejsekuffert. Mere end hver anden (54 pct.) har jævnligt træningsudstyr med, når de holder ferie. Og specielt løbeskoene står højt på pakkelisten. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo, som i dette års sommerudbud byder på endnu flere aktive ferier for hele familien i form af bl.a. nye Apollo Sports, Apollo Mondo Selected og Apollo Mondo Family koncepter.

Tandbørste, solcreme - og løbesko. Mere end hver anden dansker (54 pct.) benytter træningsudstyr, når de holder ferie. 

Specielt løbeskoene er populære, når vi pakker til ferien. Således har mere end hver fjerde dansker (27 pct.) jævnligt løbeskoene med, når kalenderen melder ferie.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere fra hele landet.

Aktiv ferie bliver mere og mere populær
Når løbeskoene ligger klar i kufferten, vælger rigtig mange (18 pct.) også at smide træningstøj ned ovenpå snorklen og solcreme. Hver tiende (10 pct.) vælger desuden jævnligt at pakke cykel, når nu de bevæger sig uden for Danmarks flade landskab.

”Der er sket utroligt meget med det, vi kalder aktiv ferie, gennem de seneste år. Vi er gået fra, at det kun var for dem, der nærmest trænede professionelt, der dyrkede træning på ferien, til, at det nu er stort set alle. Alle løber, dyrker spinning eller cykler i dagligdagen, og det træningsudstyr, vi bruger i hverdagen, ryger med i kufferten – og det uanset, om vi checker ind på et decideret resort med fokus på træning, vi tager på familieferie, eller vi rejser på storbyferie, hvor vi kan løbe i parken, inden byen vågner,” forklarer Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Mere aktiv ferie
Hos Apollo, som igennem mange år har haft fokus på netop aktive ferier, har man denne sommer udvidet fokus på rejser med mulighed for at dyrke sport og træning yderligere.

Det betyder bl.a. et udvidet udbud af Apollo Sports resorts, senest Villaconcha Hoposa Family & Sports på Mallorca, samt flere tilbud om træning og aktiviteter generelt på både Apollo Mondo Family samt Apollo Mondo Selected resorts, hvor der bl.a. er mulighed for at deltage gratis i morgenyoga.

”Playitas på Fuerteventura og Thanyapura på Phuket er stadig de to ”flagskibe”, når det gælder vores Apollo Sports træningsresorts . Men de af vores rejsende, der også drømmer om svømmeskoler for både voksne og børn, morgenyoga til at komme i gang på samt gode vandre-, cykel- og løberuter, har vi også en hel del rigtig gode tilbud til – og det er tilbud til vores rejsende uanset, om de rejser i høj- eller lavsæson,” forklarer Glenn Bisgaard.

Apollos udvalg af aktive rejser bliver præsenteret på årets Ferie for alle i Herning, hvor der bl.a. vil være mulighed for at få rådgivning ift. de forskellige muligheder inden for aktiv ferie med Apollo samt for at få udleveret en løbetrøje, som er designet til dette års FEMINA-løbet, som Apollo er sponsor på.

Apollos findes på stand 9830 i Hal M ved dette års Ferie for alle-messe.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument