Skip to main content

Kina tilbage efter OL-nedgang

Pressemeddelelse   •   Feb 15, 2011 16:11 CET

Nyt rundrejseprogram for 2011 er nu på gaden. Kina hører til højdespringerne, ligesom Rusland, Cuba og Australien gør. Rundrejser i bæredygtighedens tegn er tidens nye trend. Og Dansk Vestindien er måske den mest spændende nyhed

”En række af de nye rundrejser har været til salg siden jul, og det er især bemærkelsesværdigt, at rundrejser til Kina igen appellerer stærkt. Siden OL i Beijing har rundrejsesalget på Kina været svækket, men det ser nu ud til, at danskerne atter vender blikket mod det store rige mod øst. Herudover er flodkrydstogter i Rusland efterspurgt, ligesom USA, Cuba, Tyrkiet og Italien ligger godt til. Ser vi mod næste vinters rundrejser, er det turene til Australien, New Zealand og Indien, der er mest populære, også selvom de to førstnævnte hører til i den dyreste prisklasse”, siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Rundrejseprogrammet for 2011 byder på flere nyheder. Fire europæiske rundrejser til henh. Frankrig, Kreta, Mallorca og Italien er med for første gang, hvor konceptet er mad og vin krydret med lokale seværdigheder. Gæsterne skal også selv kokkerere.

”Temaet for de nye gastronomi-rundrejser er ikke ’højgastronomisk’ men snarere det folkelige køkken, hvor gæsterne selv deltager i madlavningen. Det sker hos lokale producenter, som vi har fået lov til at komme helt tæt på, og her får gæsterne en fornemmelse for hele processen ’fra jord til bord’”, fortæller Rikke Koks Andreassen.

Som følge af den fornyede efterspørgsel på rundrejser i Kina, lanceres to nye Kina-rundrejser. En ’klassisk’ rundrejse med titlen Kinesernes Kulturarv, som indeholder Beijing, Xian (Teracotta-soldaterne) og Shanghai. Herudover er der også marked for en mere tung rundrejse med titlen  Kinesernes Liv og Traditioner, som byder på storslået natur og mangfoldige kulturoplevelser.

”I øjeblikket er vi ved at lægge sidste hånd på rundrejser i Thailand i bæredygtighedens tegn. Her vil gæsterne bo på miljøcertificerede hoteller, og fokus vil være på projekter inden for social og naturmæssig bæredygtighed. Ingen tvivl om, at disse vil vække begejstring. Herudover tilbydes i anledning af Solvangs 100-års jubilæum en Solvangs-rundrejse, og så lancerer vi en rundrejse i Dansk Vestindien, som indeholder overnatning på alle tre øer, St. Croix, St. Thomas og St. John”, slutter Rikke Koks Andreassen.

Rundrejserne koster mellem 12.000 og 40.000 kr. pr. person, alt afhængigt af destination, varighed og kompleksitet. Rejserne varierer i længde. Nogle varer 8 dage, og andre tager gæsterne med på tur i 3 uger, fx Australiens- og New Zealands-rundrejsen. Mange rundrejser kan kombineres med en uges badeferie. Discover by Apollo sender ca. 2000 danskere på rundrejse på årsbasis.  De vil fordele sig mellem 32 rundrejser og tre flodkrydstogter.

 

For mere information :

Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef Apollo Danmark, mbl.: 22201340

 

Apollo er Danmarks tredjestørste rejsearrangør og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har 780 medarbejdere og har totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1.600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Playitas er det nye, store sportsresort på Fuerteventura. Discover by Apollo er Apollos program over længerevarende, indholdsrige rundrejser i alle egne af verden og med dansk rejseleder.