Takt og tone på ferien – eller?

Pressemeddelelse  •  2011-03-01 14:27 CET

Ingen har lyst til at få deres ferie ødelagt af andres opførsel. Apollo har netop i en spørgeundersøgelse spurgt danskerne til, hvad der er takt og tone på ferien. Cirka 1500 danskere er spurgt, og respondenterne fordeler sig geografisk over hele Danmark.

"At slippe væk fra hverdagen er ikke ensbetydende med, at de gode manerer bliver efterladt hjemme, fortæller undersøgelsen os. Mange danskere retter sig efter et sæt uskrevne regler for, hvordan man opfører sig, uanset om de udforsker historiske steder, slapper af ved poolen eller klæder sig pænt på til middagen” konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

De fem største aversioner for danske ferierejsende er – på en førsteplads – at smide affald. Det siger 85 % af de adspurgte. Dårlig kropshygiejne (59 %) kommer ind på en andenplads, mens det at tage billeder af andre uden at spørge først også generer mange (47 %). At tale højt på offentlige steder er ligeledes noget, der falder mange for brystet med 47 %, og dét at undlade at give drikkepenge er heller ikke noget, danskerne bifalder (38 %).

”Kvinder har størst tendens til at blive irriterede over, at der bliver smidt affald (88 % mod 82 %), og at man tager billeder af andre uden at spørge (53 % mod 41 %). De har også størst tendens til at være modstandere af at lade bikinitoppen blive hjemme og nyde solen topløs. Mere end en tredjedel af kvinderne (36 %) har problemer med topløs solbadning eller meget afslørende badetøj mod 17 % af mændene. Kvinder i et forhold uden børn har størst tendens til at føle sig ubehageligt til mode over dette (31 %)”, siger Rikke Koks Andreassen.

Både mænd og kvinder er modstandere af dårlig kropshygiejne (60 % af mænd og 59 % af kvinder), af at tale højt (48 % af mænd og 46 % af kvinder), mens kvinderne har større tendens til at synes, at det er dårlig stil ikke at give drikkepenge (40 % mod 36 %).

Mænd er mest kritiske overfor dem, som åbenlyst beundrer det modsatte køn (27 % mod 21 %), hvilket især opleves blandt dem i alderen 55-65 (30 %) og folk i forhold med børn (26 %) – måske fordi mænd ikke bryder sig om, at andre nyder synet af deres koner og døtre.

Mænd har også en tendens til at være imod enhver form for opførsel, der kan fortolkes som blær.

De har også større tendens end kvinderne til at se skævt til dem, som opfører sig mere flamboyant (29 % mod 26 %), som klæder sig på for at imponere (27 % mod 19 %), som bruger mange penge (27 % mod 19 %), som tager ekstremt mange billeder for at kunne vise sig overfor vennerne (25 % mod 19 %) og som giver særligt mange drikkepenge for at fremstå gavmilde (18 % mod 15 %).

Det er tydeligt, at den mandlige takt og tone påkræver, at en ferierejsende med gode manerer skal være rolig, afdæmpet, selvsikker og ikke have behov for at opnå andres opmærksomhed eller beundring.

  

Andre interessante pointer

Ferierejsende i alderen 55-65 er gennemgående mere misbilligende og har højere standarder for takt og tone end de yngre aldersgrupper.

Mere end halvdelen af aldersgruppen 25-34 (51 %) er modstandere af, at man tager billeder af andre uden at spørge om lov.

41 % i alderen 35-44 synes, at det er dårlig opførsel ikke at give drikkepenge på ferien.

  

Det er analyseinstituttet Opinion Matters, der netop har gennemført undersøgelsen for Apollo.

Apollo er Danmarks tredjestørste rejsearrangør og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den skandinaviske del af koncernen hedder Kuoni Scandinavia, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige og Norge, indgår flyselskabet Novair. Kuoni Scandinavia har 780 medarbejdere og har totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1.600 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Playitas er det nye, store sportsresort på Fuerteventura.

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.