Skip to main content

Tenerife storhitter i vinterferien

Pressemeddelelse   •   Jan 25, 2016 07:55 CET

Apollo har langet tre gange så mange vinterferier til sydens sol over disken sammenlignet med sidste år

Den danske vinter har for alvor vist tænder de seneste uger, og danskerne hungrer allerede nu efter en lille flig af varme, lys, tørvejr og solstråler på næsetippen. Hos Apollo har man solgt mere end tre gange så mange rejser til sol og sommer i vinterferien i uge 7 sammenlignet med samme periode sidste år. Specielt Tenerife ser ud til at blive årets vinterferiehit, men generelt er der blevet solgt så mange solrejser til uge 7, at Apollo snart må melde udsolgt.


Januar og februar er blandt mange kendt som bitre lange måneder med mangel på lys og overskud. Det synes mange solfans allerede at have forudset, og de har derfor investeret i noget at glæde sig til.

I de flestes tilfælde drejer dette sig om en tur til de kanariske øer i vinterferien, hvor de kan forvente små 20 grader samt ekstra D-vitamin i form af flere lyse timer.

Det viser salgstal for vinterferien i uge 7 hos Apollo, der i perioden 15. december til 4. januar har solgt mere end tre gange så mange charterrejser til lunere temperaturer og lysere breddegrader sammenlignet med sidste år.

”Mange danskere har i år været noget tidligere ude, når det drejer sig om at få vinterferien bestilt og dermed have udsigt til at forlade det triste, våde og kolde vejr. De fleste har så slået til i juledagene, hvor de i ro og mag har kunnet beslutte, hvor ferien i uge 7 skulle gå hen,” forklarer Glenn Bisgaard, kommunikationschef hos Apollo.

Specielt den 28. december var hos Apollo en stor salgsdag for rejser i uge 7.

Hele landet er draget af Tenerifes vintervejr
Valget er for langt de fleste vinterferierejsende faldet på Tenerife, som indtil videre ser ud til at blive vinterens helt store trækplaster blandt Apollos mange charterdestinationer – og det blandt både rejsende fra København, Billund og Aalborg.

Den kanariske ø lokker da også med temperaturer omkring de 20 grader i februar samt lange strande og en masse aktiviteter, som også gør øen attraktiv i vintermånederne.

”Der er ingen tvivl om, at Tenerife er en af de kanariske øer, der har mest at tilbyde som vinterferiedestination, fordi der også er masser af byliv, grønne områder, vulkaner og et rigt restaurantliv. Så selvom man måske ikke kan ligge på stranden eller ved poolen fra morgen til aften, kan man sagtens få en uge, og mere, til at gå med at gå på opdagelse i alt det, som Tenerife kan tilbyde,” fortæller Glenn Bisgaard.

Næst efter Tenerife er det Gran Canaria, der lokker flest rejsende i uge 7 i år, og herefter Fuerteventura. Apollo oplyser desuden, at de kun har omkring 500 charterpladser tilbage til varmere himmelstrøg i uge 7.

Apollo er en af Nordens førende rejsearrangører. Apollo arrangerer charterrejser, aktive ferier og krydstogt samt fleksible rejser til hele verden, hvor du selv vælger, om destinationen skal være by eller strand samt længden af rejsen. Apollo Rejser i Danmark danner, sammen med Apollo i Norge, Sverige og Finland, flyselskabet Novair, Krone Golf, Golf Plaisir, Lime Travel samt træningsresortet Playitas på Fuerteventura, Apollo Travel Group. Apollo Travel Group har cirka 900 medarbejdere og 1 mio. passagerer om året, der rejser til destinationer i hele verden.

Følg Apollo på Facebook, Google+ og YouTube.

Vedhæftede filer

PDF-dokument