Skip to main content

Tvungne ferieuger presser industriferien tilbage

Pressemeddelelse   •   Jul 26, 2012 09:49 CEST

Mange danskere er tvunget til at holde ferie i den gamle industriferie i juli, hvor virksomheder typisk lukker ned i 3-4 uger. Det viser en landsdækkende undersøgelse med 1258 respondenter, hvor 10 % angiver, at de har tvungne ferieuger på deres arbejdsplads. Det har en række konsekvenser for dem.

En landsdækkende undersøgelse, hvor 1258 respondenter har svaret, viser, at den gamle industriferie lever i bedste velgående. Mange virksomheder lukker ned mellem 2 og 4 uger i juli måned, og 10 % svarer, at det påvirker dem. I ugerne 28, 29 og 30 har flest respondenter tvungen ferie på arbejdspladsen.

”En ny landsdækkende undersøgelse, som Kompas Kommunikation har foretaget for Apollo viser, at virksomhedernes tvungne ferieuger presser industriferien tilbage. Således svarer 10 % i undersøgelsen, at de har tvungne ferieuger på arbejdspladsen. Undersøgelsen viser også, at det i særdeleshed er juliugerne 28, 29 og 30, som giver problemer, da det er her, flest virksomheder lukker ned. Det tilkommer ikke rejsebranchen at blande sig i, om og i givet fald hvornår danske virksomheder holder sommerferielukket, men vi kan blot qua undersøgelsen se, at det har nogle konsekvenser. Fra egen praksis ved vi jo også, at priserne på rejser er relativt meget højere i juli end i juni eller september eksempelvis, da efterspørgslen i juli er så markant. Priserne på identiske produkter falder med 25 – 75 % efter skolesommerferien”, konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Undersøgelsen afdækker også, hvilke konsekvenser respondenterne oplever af de tvungne ferieuger. 7 ud af 10 respondenter (68 %), der har tvungne ferieuger, oplever således, at de er tvunget til at betale en højere pris for rejsen. 15 % svarer, at de ikke altid har mulighed for at holde ferien sammen med ønskede venner pga. tvungne ferieuger. Og 12 % svarer, at de ikke altid har mulighed for at holde ferien sammen med resten af familien pga. tvungne ferieuger.

En uge på den græske ø, Kreta, på et godt firestjernet hotel ud til havet koster typisk mellem 3000,- kr. og 4000,- kr. i juni og september, mens samme produkt i juli prismæssigt kan ligge på 5000,- kr. og 8.000,- kr. Prisforskellen er blot et eksempel af mange.

Tallene er baseret på en netop gennemført landsdækkende undersøgelse, bredt fordelt på køn, alder og geografi med 1258 respondenter. Det er Kompas Kommunikation, der har foretaget undersøgelsen. For at gøre resultaterne markant mere valide, er resultaterne vægtet, så de 1258 respondenter afspejler normalfordelingen med hensyn til de af Danmarks Statistik oplyste fordelinger på køn, alder og region.

Hvilke uger er tvungne ferieuger for danskerne i løbet af sommeren

10 % angiver, at de har tvungne ferieuger på arbejdspladsen.
Når de 10 % bliver spurgt til, hvilke uger der giver problemer, ser svaret således ud:

  • Uge 25: 3 %
  • Uge 26: 8 %
  • Uge 27: 42 %
  • Uge 28: 66 %
  • Uge 29: 93 %
  • Uge 30: 88 %
  • Uge 31: 52 %
  • Uge 32: 11 %
  • Uge 33: 2 %

For mere information:
Rikke Koks Andreassen, Kommunikationschef Apollo Danmark, mobil: +45 22201340

Apollo er blandt de største rejsearrangører i Danmark og har siden den 1. januar 2001 været et datterselskab til den schweiziske rejsekoncern Kuoni. Den nordiske del af koncernen hedder Kuoni Nordic, og foruden Apollo og Kuoni i Danmark, Sverige, Finland og Norge, indgår flyselskabet Novair og Falk Lauritsen, Lime Travel, Golf Plaisir og Krone Golf Tours. Kuoni Nordic har 780 medarbejdere og totalt set 1.000.000 rejsende på årsbasis til rejsemål i hele verden. Apollo tilbyder 1450 hoteller på 48 destinationer i 28 lande. Hovedparten af Apollo Danmarks gæster flyver med SAS.