Skip to main content

Vejret påvirker ikke rejselysten

Pressemeddelelse   •   Feb 26, 2019 07:49 CET

En god dansk sommer betyder ikke noget for vores udlængsel

Hedebølge, svedne græsplæner og gennemtræk i hjemmet fra morgen til aften. Den danske sommer 2018 slog alle rekorder. Men den gode danske sommer sidste år påvirker ikke vores rejselyst. I stedet rejser vi primært for oplevelsernes skyld. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt mere end 1.000 danskere fra hele landet. Alligevel har salget af rejser i årets første uger ikke været på niveau med sidste år. Men det har andre årsager, mener rejsearrangøren.

Selvom vi efterhånden har haft måneder med mørke morgener og ditto eftermiddage, sne, regn og blæst, så ligger sidste sommer vist stadig tydeligt i de flestes erindring.

Sommeren 2018 var noget ganske særligt, og den vil sent blive glemt.

En sommer med varmerekord påvirker dog ikke vores lyst til at rejse udenlands på jagt efter sol, varme og strand i år. Vejret i Danmark påvirker nemlig ikke vores rejselyst. Det fortæller knap hver tredje dansker (32 pct.). Samtidigt lyder det fra yderligere hver tredje (34 pct.), at de ikke rejser for vejret men for oplevelsernes skyld.

Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.017 danskere fra hele landet.

Blot hver tiende forventer mindre rejselyst
Faktisk er det blot hver tiende (11 pct.), der forudser, at de vil have mindre lyst til at rejse den kommende sommer pga. den prangende sommer sidste år. Mens en mindre procentdel (3 pct.) forventer øget rejselyst.

"Der er jo det ved vejret, at vi aldrig kan forudse det. Og jeg kan godt forstå, hvis man blev mættet at varme og sol lige efter den danske sommer sidste år. Samtidigt havde vi gæster, der sad på sydligere himmelstrøg og kunne se på naboen og vennerne hjemme i Danmark, at de var ved at smelte på terrassen, mens de selv oplevede masser af regn. Men vi satser da på et miks af både godt vejr hjemme og ude denne sommer, så de, der har lyst til at rejse ud for oplevelsernes skyld, også får godt vejr, mens de nyder livet ude i verden,” siger Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Sommersalget har måttet tage tilløb
Selvom mange tilkendegiver, at det gode danske sommervejr sidste år ikke påvirker deres lyst til at rejse denne sommer, så har salget af rejser været mere trægt i årets første uger sammenlignet med sidste år. Det kan der dog være flere forklaringer på.

”Det er vigtigt at holde in mente, at 2018 var et rekordår for salg af rejser. Men rent historisk set, så har danskerne rejst på mere eller mindre samme niveau hver sommer. Hvornår salget tager fart, er dog forskelligt fra år til år, og lige nu er der fx et kommende valg, som kan få betydning for, hvornår mange kan holde sommerferie i år, som gør, at nogle forholder sig afventende ift. at bestille sommerferie. Vi har dog oplevet, at mange er røget til tasterne de seneste ugers tid, og at salget af rejser derfor efterhånden begynder at indhente 2018-niveau. Salget tager altså efterhånden fart, og vi opfordrer derfor folk, der har særlige rejser i kikkerten, eller som planlægger at rejse flere sammen, at de bestiller nu, mens der stadig er noget at vælge imellem,” slutter Glenn Bisgaard.

Om Apollo Rejser
Apollo Rejser er en af Nordens førende rejsearrangører med næsten 400 medarbejdere og en million rejsende om året. Med os kan kunderne rejse til hele verden, uanset om de vil på en afslappende sol- og badeferie, en træningsuge i varmen eller tilbringe en weekend i en spændende storby. Vi arrangerer pakkerejser, træningsrejser, krydstogter og storbyrejser. Desuden tilbyder vi tryg og sikker bookning af fly og hotel separat, hvis kunden foretrækker selv at sammensætte sin rejse.

Apollo Rejser udgør, sammen med flyselskabet Novair, specialrejsearrangørerne Golf Plaisir, Lime Travel og Xtravel samt sportsresortet Playitas, gruppen DER Touristik Nordic AB. Vi har siden 2015 været en del af den privatejede tyske koncern REWE med over 300.000 medarbejdere.

Apollo Rejser arbejder aktivt for bæredygtige rejser og socialt ansvar, og vi samarbejder med SOS Børnebyer, Ecpat og SOK (Sveriges Olympiske Komité). Apollo Rejser har været Travelife-certificerede siden 2016. Læs mere på www.apollorejser.dk.

Vedhæftede filer

PDF-dokument