Skip to main content

En grøn ø med ni tårne skal bygge bro mellem Vejle og KIRK KAPITALs hovedsæde

Nyhed   •   Jun 29, 2015 10:18 CEST

”Byggeriet på Havneøen skal i sig selv være unikt – både arkitektonisk og visuelt. Men det skal også binde byen sammen med Olafur Eliassons arkitektonisk nyskabende og udfordrende domicil til KIRK KAPITAL. Det er en udfordrende opgave, som vi mener, Arkitema Architects med deres oplæg har løst særdeles fornemt,” siger projektdirektør Benny Kahr Andersen, KIRK Property som begrundelse for, at Arkitema fik opgaven.

Partner i Arkitema Architects, Kim Risager, fortæller, at Arkitema Architects er gået til opgaven med en passende blanding af ambitioner og ydmyghed.

”Olafur Eliassons projekt for KIRK KAPITAL er naturligvis toneangivende, og hierarkiet mellem de forskellige elementer i den igangværende udbygning af Vejle Havn skal bevares. Derfor har vi bevidst anlagt en mindre ekspressiv linje, hvor vi tilstræber at binde de forskellige elementer sammen med et nedtonet og imødekommende formsprog,” siger Kim Risager.

Ni boligtårne i perfekt balance med Olafur Eliassons projekt
Arkitemas vinderprojekt tager udgangspunkt i ni boligbygninger, der som tårne rejser sig i forskellige højder – med de højeste inde mod land og faldende højder ud mod fjorden og KIRK KAPITALs kommende hovedsæde. Det skaber et varieret indtryk af det nye, attraktive bylandskab. Men samtidig skaber Arkitema klassisk ro og harmoni i hele bebyggelsen ved at lade de ni tårne have samme grundplan på 18x18 meter, ligesom der er en række fællestræk i materialevalg og facader.

”Hvert af de ni huse skal have sin egen identitet – uden at sætte samhørigheden over styr, for der skal også skabes et harmonisk udtryk. Det opnår vi ved, at alle tårnene opføres i teglsten i varierende varme nuancer,” fortæller Kim Risager.

Netop tegl som bærende hovedmateriale skabe harmoni med Olafur Eliassons materialevalg til KIRK KAPITALs hovedsæde.

Vejle vil ikke begå de samme fejl som andre havnebyer
Kim Risager glæder sig over, at Vejle har valgt sin egen linje i forbindelse med projekterne på havnen.

”Vejle Kommune bygger byen ud i vandet på en modig måde, hvor både landskabet og byrummet tænkes ind. Det er et klart bevis for, at man i Vejle ikke vil begå de fejl, som er begået andre steder med vindblæste bygninger på havnefronten. Tværtimod ønsker Vejle at skabe rammer og aktiviteter, som understøtter det gode liv - både for de kommende beboere og for byens borgere,” siger Kim Risager.

En grøn ø med havnepromenade
Derfor bliver Havneøen en meget grøn ø med masser af luft og lys. Det er gjort muligt, fordi de ni bygninger opføres med et relativt lille grundareal.

”Offentligheden skal have adgang, og der skal være noget at komme efter. Derfor vil vi skabe et tilgængeligt, levende og spændende miljø – langs vandet og mellem boligtårnene. Beboernes parkeringspladser gemmes af vejen i en skjult parkeringskælder. Det giver plads mellem boligtårnene til et frodigt, grønt miljø, og et samlet promenadeforløb rundt om Havneøen vil være attraktivt alle. ”

Arkitema arbejder i deres løsning med gode, solide nordiske materialer, og med særlig fokus på det håndværksmæssige arbejde, så helhed og detaljer hænger sammen.

”Overordnet er vores mål at skabe smuk og klassisk arkitektur med et moderne udtryk, der stilmæssigt vil være bæredygtigt mange år fremover,” slutter Kim Risager.

Data

Adresse: Havneøen, Vejle

Omfang: 23.000 m² boliger og landskabsplan

År: 2015-2017

Bygherre: KIRK Property og AP Pension

Arkitekt: Arkitema Architects

Ingeniør: Hundsbæk & Henriksen

Kommentarer (1)

    Det er da vist ikke tegnet hos arkitema det forslag !

    - Anonym - 2015-09-26 05:27 CEST

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy