Skip to main content

​Unge og ældre skal leve under samme tag - Arkitema Architects er prækvalificeret i konkurrencen om Fremtidens Sølund

Nyhed   •   Sep 24, 2015 11:59 CEST

I Fremtidens Sølund skal unge og ældre bo side om side på en attraktiv grund ved søerne i København. I team med Alectia er Arkitema Architects prækvalificeret i konkurrencen om det unikke boligbyggeri, der kombinerer ungdomsboliger og plejecenter.

22 teams indgav deres bud på konkurrencen og fem teams er nu prækvalificeret. Opgaven “Fremtidens Sølund” omfatter en nyopførelse af en boligbebyggelse på ca. 38.000 m2, der skal rumme at velfærdsteknologisk modelplejecenter, ungdomsboliger, seniorbofællesskaber samt en daginstitution, erhvervsarealer og parkeringspladser. Arkitekturen skal således favne og sammenbringe flere forskellige beboergrupper og funktioner og tilgodese deres forskellige behov.

Projektet skal opføres i det centrale København med udsigt over Sortedams Sø. Samvirkende Boligselskaber (SAB), som er formel bygherre, ønsker et visionært byggeri med stor arkitektonisk værdi - et byggeri som kan sætte ny standard for fremtidige projekter i samme kategori.

Konkurrencen om Fremtidens Sølund skal afleveres medio december 2015, mens projektet forventes gennemført i to etaper med opstart i 2018.

Arkitema Architects og den almene bolig
Arkitema Architects er erfarne boligbyggere og har siden 1969 stået bag en række velfungerende boligprojekter. Lige fra tæt-lave boligprojekter til bæredygtige bofællesskaber, energirigtige rækkehuse og renoveringer af store, udsatte boligområder som Rosenhøj i Viby Syd og Søhusene i Nakskov.

Arkitema Architects har også andre store boligprojekter i gang i København, f.eks. boligintegrationsprojektet Uptown Nørrebro ved Mjølnerparken og Faste Batteri på Amager.

Derudover arbejder Arkitema Architects lige nu på et lignende projekt, hvor Arkitema Architects’ bygherrerådgivning i foråret vandt opgaven om Generationernes Hus.

Læs mere om Arkitema Bolig her.

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar