Skip to main content

Et nytænkende biblioteks- og studiemiljø er nu officielt indviet på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus

Pressemeddelelse   •   Mar 05, 2018 08:14 CET

Efter et større ombygningsprojekt er Det Kgl. Bibliotek Aarhus nu officielt åbnet. Fotograf: Niels Nygaard

Det Kgl. Bibliotek i Aarhus kan efter mere end to års intensivt udviklings- og ombygningsprojekt nu præsentere en gennemgribende fornyelse af publikumsområderne, og dermed kan biblioteket åbne dørene for et moderne universitetsbibliotek fyldt med nye faciliteter.

Studerende, forskere og borgere kan nu tage Bibliotekshaven i brug, som er den seneste og sidste del af en lang række fornyelser og forandringer, som står klar i forbindelse med den omfattende transformation af Det Kgl. Bibliotek Aarhus. Igennem de seneste to år er bibliotekets fire etager med adgang for offentligheden blevet omdannet med det formål at skabe et endnu bedre biblioteks- og studiemiljø for de mere end 450.000 mennesker, der besøger biblioteket årligt.

En 52 meter lang snoet bænk, en næsten 7 meter høj reol fyldt med smukke læderindbundne bøger, udstoppede fugle og globusser, lyden af rislende vand og et rigt dagslys er nogle af attraktionerne i det nye biblioteks- og studiemiljø.

“Vi har udviklet forskellige miljøer, der afspejler og understøtter Det Kgl. Bibliotek Aarhus´ ambitioner om at skabe et tidssvarende og varieret studie- og biblioteksmiljø for studerende og øvrige brugere. Det nye interiør taler til alle sanser og brugsformer, og det har været ambitionen, at alle, der færdes i huset, skal føle sig tilpas og opløftede. Det er det, vi mener, at arkitektur kan bidrage til: sætte scenen, stemme sindet, inspirere og medvirke til dannelse,” fortæller Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt i Arkitema Architects. 

Arkitema Architects er arkitekterne bag transformationen, hvor udviklingen af koncept og design er sket i et tæt samarbejde med Det Kgl. Bibliotek Aarhus, ledelse- og medarbejderrepræsentanter, brugere og projektets øvrige samarbejdspartnere.

“Det arkitektoniske greb er visuelt set at trække Universitetsparken ind i rummet og trække bøgerne ud fra Bogtårnet for at skabe en ny type miljø. Det skal favne både beliggenhed på det smukke campusområde og samtidig synliggøre den samlede viden i tårnet, som disse bøger symboliserer. De fysiske samlinger er til dels ved at blive udfaset som aktivt materiale, men de udgør stadig en væsentlig del af bibliotekets kerne,” siger vicedirektør ved Det Kgl. Bibliotek, Erik Hofmeister.

Både til hjerne, krop og sjæl
For at skabe et endnu bedre studiemiljø for de mange studerende, der dagligt bruger biblioteket som arbejdsplads, er der etableret flere og bedre studiearbejdspladser og udviklet en række faciliteter til pause, fysisk udfoldelse og uformelle aktiviteter som f.eks. bordtennis og mindfulness. På den måde lever biblioteket nu op til de behov, brugerne har, mener Erik Hofmeister, vicedirektør for Det Kgl. Bibliotek Aarhus.

”Et moderne universitetsbibliotek rummer ikke blot bøger, computere og læsepladser. Vi kan se, at de studerende hver dag bruger mange timer på biblioteket, og at de opfatter det som deres daglige arbejdsplads. Derfor er det vigtigt, at vi kan tilbyde nogle faciliteter, som tager højde for de forskellige behov, de som brugere har hen over en dag,” fortæller Erik Hofmeister, vicedirektør for Det Kgl. Bibliotek Aarhus.

Arkitema Architects har fungeret som arkitektrådgivere på den samlede udvidelse og fornyelse af de populære faciliteter. Det Kgl. Bibliotek Aarhus er en del af Danmarks Nationalbibliotek, og er sammen med det Kgl. Bibliotek i København Danmarks største forsknings- og universitetsbibliotek.

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 500 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Du finder Arkitema Architects her:

Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Ny Carlsberg Vej 120, 1799 København V - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rosenlundsgatan 29C, S 104 62 Stockholm, Sverige - Tlf. 46 (0)8 545 856 00 - Find vej
Gråbrödersgatan 2 SE-211 21 Malmö, Sverige - Tlf. 46 (0)40 545 521 - Find vej
St. Olavs Gate 27 NO-0166 Oslo, Norge - Tlf. 7011 7011 - Find vej 

Læs mere om os og vores mange projekter her

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy