Skip to main content

​Nyt stort uddannelsesmiljø i hjertet af Aarhus

Pressemeddelelse   •   Sep 01, 2015 11:44 CEST

I denne måned starter undervisningen på det spritnye VIA University College Campus Aarhus C tegnet af Arkitema Architects. Fem huse, der etablerer et helt nyt og omfattende campus-område midt i det centrale Aarhus, og som erstatter syv tidligere VIA-adresser i Aarhus og omegn.

Med åbningen af Campus Aarhus C ser et helt nyt uddannelsesmiljø dagens lys i det centrale Aarhus. Et campusområde, hvor de fem nye huse udgør inspirerende rammer for stedets i alt 5.500 studerende samt de 430 medarbejdere, der nu har deres daglige gang på stedet.

“Når vi flytter fra mange veletablerede adresser opnår vi flere ting”, fortæller prorektor Peter Friese fra VIA University College og fortsætter: “Den nye bygning er i samarbejde med arkitekterne skræddersyet til formålet, så den enkelte uddannelse i Campus C får fremragende rammer til at uddanne dygtige praktikere ind i den enkelte profession. Men dertil kommer, at huset er indrettet, så arkitekturen understøtter, at de forskellige professioner bliver bragt sammen under studiet”.

Synergi uddannelserne imellem
Studerende der bl.a. læser til pædagog, lærer, socialrådgiver, bygningskonstruktører og en række uddannelser inden for design og business har nu deres daglige gang på den nye campus. En campus hvor arkitekturen er med til at understøtte et godt samarbejde imellem de forskellige uddannelser . F.eks. har de lærerstuderende deres egen zone i huset, men denne zone grænser op til de pædagogstuderende. To grupper af fagfolk, der ude i praksis kommer til at arbejde sammen.

“Mange faggrupper vil blande blod i Campus C”, forklarer Peter Friese: “Designere med pædagoger, lærere med socialrådgivere, bygningskonstruktører med administrationsbachelorer osv. Ikke kun i de obligatoriske såkaldt tværprofessionelle moduler i campus, men også fordi arkitekturen er åben, med en passende blanding af steder, hvor der er ro til fordybelse, og steder hvor man naturligt mødes om det faglige og det sociale”.

Netop åbenheden og de mange forskellige størrelser og typer af rumligheder er vigtige elementer i arkitekturen forklarer partner i Arkitema Architects, Per Fischer og uddyber: “Campus C består af fem huse, man kan gå på opdagelse i. Hvert hus har lokale og karakteristiske atrier, undervisningsrum, værksteder, auditorier og derudover en række grupperum, studiezoner, bløde lounge-områder og gangbroer, der forbinder husene internt. Rum der indbyder til mange typer samarbejde, diskussion og faglige udvekslinger”.

Om Arkitema Læring
Arkitema Læring udvikler og opfører undervisnings- og forskningsbyggerier til mennesker i alle aldre – fra daginstitutioner og folkeskoler til gymnasiale uddannelsesinstitutioner, professionshøjskoler og universiteter. Altid med et særligt fokus: At sikre gode uddannelses- og forskningsmiljøer, der understøtter den underliggende vision og som samtidig er funktionelle, fleksible og inspirerende. Arkitema Architects er arkitekter bag en række anerkendte læringsbyggerier som det nye KUA2 - Københavns Universitet AmagerUniversity College Lillebælt og Nordstjerneskolen i Frederikshavn.

Om VIA
VIA University College er den største af Danmarks i alt syv professionshøjskoler. VIA udbyder mellemlange videregående uddannelser - også kaldet professionsbacheloruddannelser. Her samles studerende på uddannelser til blandt andet lærer, pædagog, socialrådgiver, bygningskonstruktør og en række uddannelser inden for design og business.

Data

Adresse: Ceresbyen, Aarhus
År: 2011-2015
Omfang: 46.000 m2
Bygherre: VIA University College
Arkitekt: Arkitema Architects
Landskab: Arkitema Urban Design
Ingeniør: Niras
Bygherrerådgiver: Bascon A/S
Projektudvikler og Totalentreprenør: A. Enggaard A/S

Du finder Arkitema Architects her:
Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rued Langgaards Vej 8, 2300 København S - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rosenlundsgatan 29C, S 104 62 Stockholm, Sverige - Tlf. 46 (0)8 545 856 00 - Find vej
Hammersborg Torg 3, N-0179 Oslo, Norge - Tlf. 7011 7011

Læs mere om os og vores mange projekter her

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar