Skip to main content

Sådan skal Danmarks nye børnehospital se ud

Pressemeddelelse   •   Aug 23, 2017 16:43 CEST

Sådan kommer BørneRiget til at se ud. (Illustration: Arkitema Architects & 3XN)

Et team bestående af 3XN som totalrådgiver med Arkitema Architects, Niras, Rosan Bosch Studio og Kirstine Jensens Tegnestue som underrådgivere har vundet konkurrencen om at tegne BørneRiget – et børnehospital, hvor leg skal være en integreret del af behandlingen.

Rigshospitalet, Region Hovedstaden og Ole Kirk's Fond er gået sammen om at skabe et nyt, innovativt hospital for børn, unge, gravide og deres familier og onsdag blev vinderen af arkitektkonkurrencens anden og sidste fase offentliggjort.Med opførelsen af BørneRiget skabes en unik mulighed for at etablere en bedre brugeroplevelse, funktionalitet og integration af behandling, forskning og uddannelse. Holdet, der skal skabe rammerne for fremtidens børnehospital, er arkitektfirmaerne 3XN og Arkitema, sammen med ingeniørfirmaet Niras, Rosan Bosch Studio, der skal sikre, at leg bliver en integreret del af hospitalet og landskabsarkitekt Kristine Jensens Tegnestue.

”Når vores børn bliver syge berøres hele familien. Derfor betyder det alt, at man kan samle sin familie og at hverdagen er så tæt så mulig på den hverdag, man kender uden for hospitalet. Vi har arbejdet meget med helende arkitektur, der ud over det funktionelle, også giver mulighed for leg og kreativ udfoldelse og som kan blive et hospital på børnenes præmisser,.” fortæller Kim Herforth Nielsen, Kreativ Direktør og grundlægger 3XN

Det nye børnehospital står med sine bløde organiske former i kontrast til resten af rigshospitalets ortogonale udseende. BørneRiget er tænkt som et legende koncept, hvor to hænder, fingre og et hjerte i midten, danner grundstrukturen i bygningen. Hånddiagrammet omsættes til et planudlæg, hvor hver ”finger” udgår fra det centrale område. Bygningen er tænkt indefra og ud, hvor visionen har været at gøre op med det traditionelle hospitalskoncept samt give alle sengestuer udsigt over byen.

”Vi har haft et meget stort fokus på at sikre, at de børn og deres familier, som kommer til Børneriget, føler sig trygge og velkomne. Det er gjort gennem et bevidst arbejde med private zoner og flere typer af offentlige zoner, så man selv kan vælge graden af samvær med andre i samme situation. Der har været et meget inspirerende samarbejde i vores team, og sammen med det ambitiøse grundlag for konkurrencen er det nu lykkedes at designe et nyt ”Børnerige” af meget høj klasse,” forklarer Wilhelm Berner–Nielsen, Partner og ansvarlig i Arkitema Health

Ambitionen er at skabe fysiske rammer, som støtter en fortsat udvikling af Rigshospitalets internationalt anerkendte ekspertise inden for behandling af børn, unge og gravide. Det gælder både behandlingen og at integrere legen i behandlingen ud fra den tilgang, at børn lærer og lever ved at lege – også når de er syge – en indsigt, skal bruges til at bygge et bedre fundament for fremtidens behandling.

Udepauser lige ved hånden
For enden af hvert forløb, eller finger, placeres der en slutdestination i kraft af et dobbelthøjt rum med vinterhaver. Det vil sige, at uanset hvilket sengeafsnit og hvilken sengestue man ligger på, er der mulighed for at gå eller trille en seng ud til et grønt pusterum, der ligger maksimalt 20 meter fra værelset. Der er lagt vægt på at skabe et sundt hospital med meget dagslys og allestedsnærværende udkig til omgivelserne, dels for oplevelsen, men også for at man altid kan orientere sig på hospitalet. Dette sikres yderligere med en enkel og logisk opbygning af hospitalets flow.

”Ambitionen er at skabe et hospital med en hjemlig og uformel atmosfære, hvor patienter og deres familier vil få en tryg rejse med logiske sammenhænge og legende rammer. Der skal være differentierede rammer og muligheder i det nye børnehospital til alle patienttyper og til alle de pårørende og ansatte, der får deres daglige gang i huset,” siger Stig Vesterager Gothelf, Designansvarlig og partner - 3XN

BørneRiget forventes at tages i brug i 2024 og vil kunne huse 1200 medarbejdere og modtage 900 patienter.Det samlede byggefelt er på ca. 17.900 m² og ligger i den vestlige del af Rigshospitalets matrikel mod Amorparken og skaterparken i Fælledparken. Byggefeltet, der gennemskæres af Henrik Harpestrengs Vej, udgør samlet ca. 58.660 m², og der kan bygges i op til 60 meters højde. 

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 500 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Du finder Arkitema Architects her:

Frederiksgade 32, 8000 Aarhus C - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rued Langgaards Vej 8, 2300 København S - Tlf. 7011 7011 - Find vej
Rosenlundsgatan 29C, S 104 62 Stockholm, Sverige - Tlf. 46 (0)8 545 856 00 - Find vej
Stora Varvsgatan 6A, SE-211 19 Malmö, Sverige - Tlf. 46 (0)40 545 521 - Find vej
St. Olavs Gate 27 NO-0166 Oslo, Norge - Tlf. 7011 7011 - Find vej 

Læs mere om os og vores mange projekter her

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Agree With Privacy Policy