Skip to main content

Forældre: Vores børn ved for lidt om mad

Nyhed   •   Aug 19, 2013 06:00 CEST

I Danmark har vi verdens bedste kokke, verdens bedste restauranter og nogle af verdens bedste fødevarer. Men trods en tilsyneladende stærk madkultur står det ifølge danske forældre sløjt til med at inddrage børnene i madlavningen og give dem viden om fødevarer. 

41 procent af de danske forældre mener således, at deres børn ved for lidt om mad. Det viser en ny undersøgelse fra Arla, der er foretaget blandt cirka 1200 danske forældre til børn i alderen 2-16 år, som optakt til mad- og musikfestivalen Arla Food Fest, der løber af stabelen i Kongens Have i København 24.-25. august.

Undersøgelsen peger ligeledes på, at kun 36 procent af de danske børn deltager i madlavningen ugentligt. Og af dem er det kun ganske få, der reelt lærer at lave mad, fordi knap tre fjerdedele udelukkende er med til de praktiske opgaver, som for eksempel at klargøre grønsager. Det kan ikke undgå at påvirke børnenes madvaner negativt, mener Helle Brønnum Carlsen, der er ph.d. i mad og æstetik og lektor i hjemkundskab ved Læreruddannelsen Zahles UCC:

”Når danske børn ikke er med i køkkenet, betyder det, at de ikke får bygget bro mellem viden om mad og det at have færdigheder til at lave mad. Og så bliver mad uvedkommende. Som voksne vil de ikke kunne træffe kvalificerede valg om mad, og madlavning bliver uoverstigeligt. Og så vil de springe over, hvor gærdet er lavest,” siger hun. 

Forældre inddrager ikke børnene
De manglende børnehænder ved køkkenbordet er netop et resultat af, at danske forældre vælger den nemme udvej. 53 procent af forældrene undlader at inddrage børnene i madlavningen, fordi det er for besværligt og tidskrævende. 

Alligevel angiver 82 procent af de forældre, der medvirker i Arlas undersøgelse, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at deres børn ved noget om madlavning og råvarer. Men så skal der ifølge Bente Svane Nielsen, der er forsker i børns madvaner og projektchef hos Coop, en helt anden strategi til. Børnenes manglende lyst til at lave mad og søge viden om fødevarer hænger nemlig sammen med, at forældrene ikke giver dem plads i køkkenet, mener hun: 

”Vi ser ofte, at børnene kun får lov til at skrælle gulerødder eller at dække bord. Og så er det klart, at børnene ikke gider. I stedet skal de små have lov til at være medskabende, så de kan sætte deres præg på maden. Det handler om at komme væk fra pligterne og ind i legen, hvis danske børn igen skal blive nysgerrige på mad.”

Ny madfest skal udfordre børns madvaner
Hos Arla mener man også, at lysten til at lave mad og lære mere om fødevarer skal leges frem. Med en ny madfest for store børn og unge den 24. og 25. august i Kongens Have i København vil fødevarevirksomheden pirre de næste generationers madglæde med en lang række aktiviteter, der giver dem mad mellem hænderne. 

”Mange unge ved mindre og mindre om råvarer. Der er derfor brug for en indsats, hvis Danmark fortsat skal være et madland. Vi vil gerne gøre vores for den danske madkultur ved at vække madnysgerrigheden hos de næste generationer. Idéen bag Arla Food Fest er at gøre store børn og unge nysgerrige på mad og råvarer ved at møde dem i øjenhøjde. De skal opleve det at beskæftige sig med mad som noget sjovt, så de selv får lyst til at kaste sig ud i madlavning, nye retter og madvarer,” siger eventchef Anja Søholm, der står bag den nye mad- og musikfestival i Kongens Have.

Arla Food Fest finder sted i forbindelse med Copenhagen Cooking og gennemføres blandt andet i samarbejde med Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Muskelsvindfonden og Stop Spild af Mad. 

Fakta - Arla Food Fest
Mad - musik - magi! Arla Food Fest er en magisk madfest, hvor store børn og unge - og deres venner, søskende og forældre - kan stifte bekendtskab med verdens bedste madkultur på en sjov og gakket måde. Der er madlavning i lange baner, skøre aktiviteter og fed musik på scenen, hvor navne som Shaka Loveless, Dúné, Barbara Moleko, Jimilian og Niklas fyrer den af. Arla Food Fest er til alle dem, der tør udfordre deres fordomme, deres kræsenhed og deres lyttelapper - og vil have det sjovt samtidig. Madfesten finder sted i Kongens Have, København, d. 24.- 25. august.

Fakta - Danske børns madvaner
41 procent af de medvirkende forældre angiver, at deres børn ved for lidt om mad
85 procent svarer, at børnene primært får viden om mad og råvarer hjemmefra
36 procent af de adspurgtes børn er med til at lave mad ugentligt
53 procent angiver, at deres børn ikke er med til at lave mad, fordi det er besværligt og tidskrævende
87 procent af de adspurgtes børn har ikke en fast maddag  
82 procent af de medvirkende forældre angiver, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at deres børn ved noget om mad og råvarer

Undersøgelsen er udført af analyseinstituttet YouGov for Arla blandt 1.196 danske forældre med børn i aldersgruppen 2-16 år i juli 2013.  

For yderligere kommentarer kontakt:
Helle Brønnum Carlsen, lektor i hjemkundskab ved Zahles Seminarium, tlf.: 25 67 10 55
Bente Svane Nielsen, projektchef hos Coop, tlf.: 30 91 92 74
Anja Søholm, eventchef, Arla, tlf.: 89 39 11 02