Skip to main content

Alle gård- og mejeribesøg aflyst

Pressemeddelelse   •  Mar 02, 2001 11:10 CET

Faren for at mund- og klovsygen i England skal sprede sig til det europæiske fastland og Skandinavien, får nu Arla Foods til at aflyse både gårdbesøg og alle besøg på Arla Foods’ mejerier i Danmark og Sverige.

Aflysningerne omfatter for virksomhedsbesøgenes vedkommende foreløbig de næste 14 dages arrangementer, mens de gårdbesøg, der arrangeres gennem Arla Foods, er aflyst ”foreløbig”.
I Danmark besøger mellem 5000 og 6000 børnehaver og skoleelever hvert år gårde med mælkeproduktion, mens over 20.000 besøgende i alle aldersgrupper besøger Arla Foods’ tre besøgsmejerier, nemlig Brabrand Mejeri i Århus, Slagelse Mejeri og Taulov Mejeri ved Fredericia. I Sverige besøger omkring 50.000 skolebørn hvert år Arla Foods’ mælkeproducenter.
Arla Foods’ informationschef Peter Kjelstrup siger, at konsekvenserne ved bare et enkelt tilfælde af mund- og klovsyge i Danmark og Sverige er meget store.
”Derfor gør vi alt, hvad vi kan, for at sikre os mod, at smitten ved et uheld skulle blive båret ud til vores køer, enten direkte eller gennem vores mejerier”, siger Peter Kjelstrup.
De berørte besøgsgrupper får besked i de nærmeste dage.