Skip to main content

Arla Foods leverer flødeost til Pizza Hut

Pressemeddelelse   •   Okt 20, 2004 15:34 CEST

For første gang har International Foodservice i Division Danmark fået udviklet et nyt og innovativt produkt til verdens største pizzakæde, Pizza Hut.

Der er tale om ostestænger, der skal bages ind i pizzaernes kanter. De fingertykke ostestænger er lavet af flødeost naturel og skal bages ind i selve pizzakanten i den internationale kædes Stuffed Crust pizzaer. Pizzaen bliver rullet ud, og fem af disse 18 centimeter lange ostestænger bliver lagt i forlængelse af hinanden i kanten, som rulles op, så osten bliver bagt ind i skorpen.

”Vi er rigtig godt tilfredse med resultatet, og produktet er et godt eksempel på, hvordan det er lykkedes International Foodservice at få et produkt igennem på tværs af divisionerne”, siger Bjarne Oldager Kusnitzoff, der er business unit manager i International Foodservice Business Unit i Division Danmark.

Arla på menukortet
Fra 1. oktober køres der kampagne i Tyskland og Danmark i ni uger og i Sverige, Island og Finland i 13 uger. Ostestængerne bliver i prøveperioden en konkurrent til Pizza Huts traditionelle mozzarella, der er indbagt i Stuffed Crust pizzaerne.

Arla Foods har store markedsandele på flødeost i Tyskland, og Buko mærket er stærkt hos de sydlige naboer. Det er lykkedes at få en såkaldt Front-Of-House branding igennem, hvilket betyder, at Buko mærket er kommet på menukortene, så Pizza Huts kunder kan se det.

Flødeoststængerne fremstilles på Vrinners Flødeost. International Foodservice har lejet produktionsudstyr i en periode på seks måneder frem for at investere i nyt. Dermed er den økonomiske risiko begrænset.

”Det har været en udfordring at samarbejde med Pizza Hut, der har sat spillereglerne, men vi har lært meget af det, og resultatet er blevet meget tilfredsstillende og lovende”, siger Bjarne Oldager Kusnitzoff.