Gå til indhold
Arla lukker mejeriet i Kißlegg i Sydtyskland

Pressemeddelelse -

Arla lukker mejeriet i Kißlegg i Sydtyskland

Efter grundige undersøgelser har Arla besluttet, at det ikke er økonomisk forsvarligt at lade produktionen fortsætte på mejeriet i Kißlegg i det sydtyske Allgäu-område. Derfor lukkes mejeriet med effekt 29. februar 2016.

Arla Foods lukker produktionen i Kißlegg-Zaisenhofen tæt på den tysk-østrigske grænse. Virksomheden reagerer dermed på det voldsomme pristryk og den skærpede konkurrence på de internationale markeder. Lukningen af mejeriet er planlagt til den 29. februar 2016 og berører 38 medarbejdere. Personalet er blevet orienteret om beslutningen på et medarbejdermøde.

"Det har ikke været let for os at træffe beslutningen," siger senior vice president Winfried Meier, der er medlem af ledelsen af Arlas forretningsenhed Consumer Central Europe (CCE) og har ansvaret for Allgäu-regionen i Sydtyskland.

"Vores specialister har i de seneste måneder foretaget grundige undersøgelser og beregninger af forskellige modeller. Desværre har det vist sig, at det ikke er rentabelt at videreføre produktionen i Kißlegg," uddyber Winfried Meier. Han tilføjer, at det som andelsselskab er Arlas fornemmeste opgave fortsat at kunne betale både sine andelshavere og leverandørerne i Allgäu en konkurrencedygtig mælkepris. Ifølge Winfried Meier vil det imidlertid kun kunne ske, hvis Arla på længere sigt skaber bedre økonomi i forretningen i Allgäu.

Medarbejdere hjælpes videre
Han er lettet over, at det i fællesskab med samarbejdsudvalget har været muligt at nå frem til en løsning. Sammen med fagforeningen og samarbejdsudvalget er der blevet udarbejdet en plan, så de 38 ansatte i Kißlegg får rimelige betingelser for deres videre jobsituation.

"Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at afbøde situationen for vores medarbejdere," siger Winfried Meier. Derfor har Arla Foods bl.a. tilbudt de ledige medarbejdere 19 stillinger i primært Allgäu-regionen, som de kan søge.

Baggrunden for lukningen af mejeriet er den vigende efterspørgsel efter osten MonRocco, som fremstilles i Kißlegg.

"I de seneste tre år er konkurrencesituationen blevet skærpet kraftigt. Specielt i Østeuropa fremstilles MonRocco meget billigere, end det er muligt for os på mejeriet i Kißlegg. Til sidst var det meget vanskeligt at finde afsætningsmuligheder, der kunne dække omkostningerne. Lukningen af produktionen påvirker også den tilknyttede ostebutik ved mejeriet, da Arla kun ønsker at have fabrikssalg de steder, hvor der også er en produktion," siger Winfried Meier.

"For os er Allgäu-regionen overordnet set et vigtigt ben," fremhæver Wilfried Meier, og derfor skal mejerierne i Bad Wörishofen, Sonthofen og Wertach fremover udnyttes bedre. Målet er, at kapaciteten i fremtiden udnyttes fuldt ud, og at markedsføringen af specialmælk forbedres. Som Arla allerede har meddelt, skal produktporteføljen desuden udvides. Fra begyndelsen af 2016 vil Arla Foods igen udbyde regionalmærket "Allgäuland" i detailhandlen. Under det etablerede mærke skal der i første omgang lanceres konsummælk samt andre friske mælkeprodukter og smør. Allgäuland-konceptet svarer i store træk til det eksisterende koncept. Allgäuland er et regionalt mærke med et nationalt markedsføringspotentiale.

Emner


_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.700 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum