Skip to main content

​Arla skruer op for investeringerne for at styrke lønsomheden

Pressemeddelelse   •   Jan 31, 2017 09:00 CET

I 2017 forventer Arla at investere 335 mio. euro i virksomhedens produktionsanlæg rundt omkring i verden for at understøtte koncernens Strategi 2020 ved at flytte mere mælk fra industriprodukter til varemærke-produkter og foodservice. Investeringen er næsten 50 procent højere end sidste år, og det er en af de største investeringsplaner i selskabets historie.

Med en ambition om at udvide produktionen af varemærkede produkter til Europa og vækstmarkeder uden for EU har Arla offentliggjort en ny investeringsplan for det kommende år. Planen, der er blevet godkendt af bestyrelsen, omfatter investeringer på op til 335 mio. euro i 2017 (sammenlignet med 227 mio. euro i 2016).

De fleste investeringer er rettet mod opgraderinger, der vil øge lønsomheden på de produkter, der sælges på kernemarkeder som Tyskland, Storbritannien, Danmark, Sverige, Holland og Finland, samt mod produktionsanlæg, der leverer mejeriprodukter til Arlas vækstmarkeder uden for EU.

"Med disse investeringer fortsætter vi vores bestræbelser på at nå målene i vores Strategi 2020 om at flytte mere mælk fra industriprodukter til varemærke-produkter og forbedre lønsomheden for vores ejere. Man vil se Arla indtage en endnu stærkere position på markedet som det innovative landmandsejede mejeriselskab, der leverer velsmagende, naturlige mejeriprodukter, der hjælper folk til at træffe sunde valg. Det er det vigtigste fokus for disse investeringer," siger Arlas adm. direktør, Peder Tuborgh.

Mozzarella mod nye højder
Frem mod 2020 forventer Arla, at 50 procent af selskabets vækst skal komme fra Europa, mens de øvrige 50 procent kommer fra vækstmarkeder uden for EU, hvor Arlas strategiske fokus især er på Mellemøsten og Nordafrika, Kina og Sydøstasien, Afrika syd for Sahara og USA.

Et af hovedmålene i Arlas "Good Growth 2020" strategi er, at foodservice skal vokse betydeligt frem mod 2020. Af dette års investeringer afsættes cirka 18 mio. euro til at udbygge og udvikle Arlas produktion til foodservice-kunder.

Der investeres blandt andet 13 mio. euro i Rødkærsbro mejeri, som er et af de førende mozzarella-mejerier i verden. Ved at investere i den nyeste teknologi kan Arla løfte kvaliteten af produktet til nye højder samt øge mejeriets produktion af mozzarella til den internationale pizza-industri.

Verdens førende inden for valleproteiner og laktose
Danmark Protein i Videbæk, som fremstiller protein, laktose og andre værdiforædlede vallebaserede ingredienser til den globale fødevareindustri, er det Arla-produktionsanlæg, der modtager den største samlede investering i 2017, nemlig ca. 30,6 mio. euro.

Pengene skal bruges til en række projekter, der yderligere opgraderer og udvider produktionsfaciliteterne, blandet inden for fremstillingen af protein og laktose.

"En af ambitionerne i vores Strategi 2020 er at blive globalt førende inden for naturlige valleingredienser til fødevareproducenter i en lang række kategorier – fra bageriprodukter, drikkevarer, mejeriprodukter og is til medicinske ernæringsprodukter og spædbørns- og sportsernæring. Vores investeringer i Denmark Protein er afgørende for at nå dette mål, og det vil hjælpe os med at bygge videre på en allerede solid og lønsom del af Arlas forretning," siger Povl Krogsgaard, vice-adm. direktør og ansvarlig for Arlas globale produktionskæde.

Ny emballage til flødeost
Smøreost og flødeost er en produktkategori med høj strategisk prioritet for Arla. Virksomheden vil udbygge sine i forvejen stærke markedspositioner i denne kategori i Nordeuropa, Mellemøsten og USA og er nu klar til at investere mere end 12 mio. euro i virksomhedens vigtige flødeostmejeri i Holstebro for at lancere nye og innovative emballagedesign, der øger produkternes synlighed på supermarkedshylderne.

"Vi sætter nu vores salgsambitioner for smøreost og flødeost i vejret, både i Europa og på vores vækstmarkeder, hvor flere forbrugere ønsker produkter med naturlige ingredienser. Arla® og Puck® smøreostene og flødeostene imødekommer den stigende efterspørgsel fra forbrugere, der ønsker velsmagende produkter uden kunstige tilsætningsstoffer. Det er vigtigere end nogensinde før i denne kategori at have den helt rigtige emballage for at skille sig ud på hylderne, så derfor investerer vi senere i år i at ombygge vores produktions-, påfyldnings- og pakkelinjer på Holstebro Flødeost samt vores lagerkapacitet," siger Povl Krogsgaard.

Første fase af projektet forventes afsluttet inden udgangen af 2017, mens fase to følger i 2018.

Investering i bedre energieffektivitet
Der vil på tværs af alle produktionsanlæg blive investeret 22 mio. euro på fortsat effektivisering af produktionen som led i Arlas fortsatte bestræbelser på at holde driftsomkostningerne nede.

"Arla har i forvejen en af de mest effektive forsyningskæder i branchen, og hvert år finder vi nye måder at gøre vores produktionsanlæg endnu mere effektive på via en samlet europæisk mælkepulje, der sikrer en mere helhedsorienteret brug af vores mælk på tværs af Arla-koncernen. Vi har sat et ambitiøst mål om at reducere omkostningerne med 400 mio. euro inden udgangen af 2019. Det har vi gjort for at sikre den højest mulige værdi for vores landmænds mælk og skabe muligheder for deres vækst," siger Povl Krogsgaard.

De planlagte investeringer for 2017 omfatter også 150 projekter med en samlet værdi på cirka 5 mio. euro, som er rettet mod at forbedre Arlas energieffektivitet.

Arlas årlige investeringsplan er blevet bekræftet og godkendt af bestyrelsen, som består af andelshavere og medarbejderrepræsentanter.

Fakta

Arlas årlige investeringer i forsyningskæden i de seneste år:
2012 – 240 mio. euro
2013 – 277
2014 – 293
2015 – 210
2016 – 228
2017 – 335

Arlas investeringer i 2017 baseret på produktionsland:
Danmark: cirka 179 mio. euro
Storbritannien: cirka 44 mio. euro
Tyskland: cirka 39 mio. euro
Sverige: cirka 38 mio. euro

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.