Skip to main content

Arla tager initiativ til ny svensk mejeriuddannelse

Pressemeddelelse   •  Aug 06, 2003 15:03 CEST

Arla Foods har taget det første skridt på vejen mod en tre-årig mejeriuddannelse i Sverige.

Uddannelsen er tænkt som en specialskole rettet mod mejeriområdet og skal efter planen begynde næste efterår på Katedralskolen i Skara, der ligger tæt ved Arla Foods’ driftssted i Götene.
Uddannelsen skal indeholde praktikforløb på mejerier, og en udveksling med Dalum tekniske Skole på Fyn indgår også i planerne.

Mens der i Danmark eksisterer flere uddannelser inden for mejeriområdet, er der i Sverige ingen uddannelser, der direkte retter sig mod mejeribranchen. Man benytter sig i stedet af kursusforløb, men flertallet af de mejeriansatte mangler en formel mejeriuddannelse.

”Behovet for at øge kompetencen i produktionen er stort i Sverige, og samtidig går den teknologiske udvikling meget stærkt. Den nye uddannelse skal sikre os tilgang af nye kompetente medarbejdere, og samtidig skal vore nuværende medarbejdere kunne benytte sig af den”, siger driftschef Bent-Olov Svantesson, Arla Foods Ingredients i Götene.

Foruden Arla deltager fødevarevirksomheden Dafgårds og de svenske fødevarevirksomheders interesseorganisation i arbejdet med at udvikle mejeriuddannelsen.
Oplægget til den nye uddannelse ventes at ligge klar i midten af denne måned.