Gå til indhold

Pressemeddelelse -

Boykot i Mellemøsten koster Arla 400 mio. kr.

Regningen for boykotten af danske varer i Mellemøsten svarer til 40.000 kroner i gennemsnit for hver enkelt af Arla Foods’ godt 10.000 danske og svenske landmænd.

Arla har foreløbig opgjort tabet til i alt 400 millioner kroner på årsbasis. Det forudsætter, at ost og smør fra Arla i løbet af kort tid er tilbage i butikkerne i Mellemøsten, samt at Arla inden udgangen af 2006 sælger 50 procent af sine mængder før boykotten. Dermed er tallet behæftet med stor usikkerhed.

”Vores opgave bliver at genvinde tilliden hos forbrugerne i Mellemøsten”, sagde Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh, til de 140 andelshavere og 10 medarbejderrepræsentanter i Arlas øverste myndighed, repræsentantskabet, der var samlet til møde i Aalborg onsdag og torsdag.

Tabet på 400 millioner kroner skyldes dels mistet indtjening i Mellemøsten, og dels at den overskydende mælk i øjeblikket sælges med tab som industrismør og mælkepulver.

”Selv om situationen ser særdeles vanskelig ud, tror vi på, at Arla har en fremtid i Mellemøsten. Vi har i 40 år arbejdet hårdt på at opbygge mærkevarer i Mellemøsten for at sikre vores andelshavere en stabil indtjening. Derfor har vi et indgående kendskab til markedet og giver ikke op så let”, sagde Peder Tuborgh.

De 400 mio. kr. modsvarer syv øre pr. kilo mælk, men bestyrelsen skal på et møde i næste uge diskutere, hvordan tabet konkret kommer til at påvirke mælkeprisen til den enkelte mælkeproducent.

Sidste år var Arlas omsætning i Mellemøsten 3,2 milliarder kroner, heraf to tredjedele i Saudi Arabien.

Emner

Kontakt

Arla Pressevagt

Arla Pressevagt

Pressekontakt Kun henvendelser fra pressen. +45 91 310 310
Jonas Barfoed

Jonas Barfoed

Pressekontakt Pressemedarbejder +4591311260
Susie Munk Jensen

Susie Munk Jensen

Pressekontakt PR & Communication Manager +45 24640663

Creating the future of dairy

Vi er en global mejerikoncern og et andelsselskab. Vores vision er at skabe fremtidens mejeri for at bringe sundhed og inspiration ud i verden, på naturlig vis.

Arla Foods
Sønderhøj 14
8260 Viby, Danmark
Besøg vores andre nyhedsrum