Skip to main content

Farsø Mejeri lukkes

Pressemeddelelse   •  Apr 04, 2002 15:57 CEST

Medarbejderne på Farsø Mejeri fik på et møde torsdag besked om, at mejeriet lukkes 1. september i år.

Lukningen blev besluttet på Arla Foods’ bestyrelsesmøde onsdag. Allerede i forbindelse med strategi- og strukturplanen, som blev offentliggjort i juni sidste år, blev Farsø Mejeri udpeget som et af de mejerier, der forventedes lukket.

De 37 medarbejdere på Farsø Mejeri vil så vidt muligt få tilbudt ansættelse på andre af Arla Foods’ driftssteder.

Farsø Mejeri producerer mozzarella, og produktionen vil blive flyttet til Rødkærsbro Mejeri.

Flytningen af produktionen vil betyde en mindre investering i Rødkærsbro, idet kapaciteten på mejeriet udvides fra 33.000 tons til 37.000 tons mozzarella. Udvidelsen betyder endvidere, at der skal ansættes ca. 20 medarbejdere i Rødkærsbro.

”Ved at samle mozzarellaproduktionen i Rødkærsbro opnår vi en mere rationel og fleksibel produktionsstruktur, som sætter os i stand til at yde en bedre service til vore store, internationale kunder”, siger divisionsdirektør Jens Refslund, Division Produktion.