Skip to main content

Første danske Arla Foods-virksomhed miljøcertificeret

Pressemeddelelse   •  Nov 22, 2000 13:37 CET

Kondensvirksomheden Akafa blev onsdag, som det første af Arla Foods’ danske driftssteder certificeret efter miljøledelsessystemet Iso 14001.

Bureau Veritas, der for nylig godkendte Akafa til Iso 14001 miljøcertificeringen, overrakte miljøcertifikatet ved en reception på Akafa, hvor medarbejderne var indbudt.
Mens Akafa er det første af Arla Foods’ driftssteder i Danmark, der får dette miljøcertifikat, er to tredjedele af Arla Foods’ 25 driftssteder i Sverige Iso 14001 certificeret. De øvrige driftssteder i Danmark arbejder efter Arla Foods’ eget miljøledelsessystem, der ligger tæt på Iso 14001.
Iso 14001 er et miljøledelsessystem, som virksomheden kan anvende for at kunne nedbringe ressourceforbrug og miljøpåvirkninger. Blandt andet skal der nedfældes procedurer og handlingsplaner for affaldssortering, begrænsning af støj, nedbringelse af kemikalieforbrug og energiforbrug, ligesom virksomheden skal sætte sig en række målsætninger på miljøområdet. Endelig skal effekten af tiltagene kunne dokumenteres.
Akafa har i mange år arbejdet med miljøstyring, og fabriksdirektør Niels Kjærsgaard er overbevist om, at det vil få stor betydning, at miljøstyringen nu lever op til en række internationalt fastlagte standarder.