Skip to main content

Hellevad Mejeri lukkes til juni

Pressemeddelelse   •  Nov 11, 2002 16:31 CET

Medarbejderne på Hellevad Mejeri blev mandag orienteret om, at mejeriet lukkes 1. juni 2003. Lukningen blev besluttet af Arla Foods’ bestyrelse på et møde fredag 8. november.

Hellevad Omegns Andelsmejeris andelshavere besluttede i marts at fusionere med Arla Foods pr. 1. oktober i år.

Hellevad Mejeris produktion af oste, som er på ca. 3.500 tons om året, flyttes til tre andre mejerier. Esrom flyttes til Nr. Vium, danbo til Hjørring og kefalotyri til Branderup.

Mejeriets produktion af smør er netop flyttet til Holstebro Smørmejeri.

De 33 medarbejdere på Hellevad Mejeri vil så vidt muligt få tilbudt ansættelse på andre af Arla Foods’ driftssteder.