Skip to main content

Iran ophæver importforbuddet for feta

Pressemeddelelse   •  Jun 26, 2002 14:26 CEST

Den iranske regering har ophævet forbuddet mod import af feta, oplyser den danske ambassade i Teheran.

Indtil importforbuddets indførelse ved årsskiftet 95/96 var MD Foods storleverandør af feta til Iran. Gennem 80’erne eksporterede de danske mejerier årligt mellem 40.000 og 60.000 tons feta til Iran.

”Det er selvfølgelig glædeligt, at importforbuddet nu hæves, men man skal ikke forvente en dansk feta-eksport til Iran på samme niveau som sidst i 80’erne. Dengang blev fetaen importeret af statslige selskaber, der solgte fetaen billigt til de iranske forbrugere. I dag vil der være tale om traditionel eksport til private importører – formodentlig med en høj importtold”, vurderer direktør for Division Oversø Finn S. Hansen.

Beslutningen om at ophæve importforbuddet har vakt en del furore blandt de lokale feta-producenter, som importforbuddet i sin tid blev indført for at beskytte.
I dag produceres der i Iran omkring 100.000 tons feta årligt, men det er ikke nok til at følge med efterspørgslen, så priserne har været stigende, samtidig med at kvaliteten ifølge den danske ambassade har været faldende.