Skip to main content

Joint venture i Argentina præsenteret

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2001 13:50 CET

Joint venture i Argentina præsenteret

I sidste uge præsenterede Arla Foods Ingredients sammen med Argentinas største osteproducent Sancor de to selskabers joint venture Arla Foods Ingredients S.A. for den argentinske økonomiminister.

Det fælles selskab AFISA skal opføre en fabrik til fremstilling af valleproteiner i Cordobá-provinsen. Der er tale om et projekt til omkring 60 mio. USD, som finansieres af de to selskaber i samarbejde med et internationalt bankkonsortium under ledelse af Rabobank fra Holland. Jordarbejdet med grunden gik i gang i begyndelsen af februar, og fabrikken forventes at være klar til produktion i begyndelsen af 2002.

Den nye valleproteinfabrik skal årligt forarbejde omkring 500.000 tons valle fra Sancors ostemejerier til forskellige valleproteinkoncentrater til fødevareindustrien og den farmaceutiske industri. Produkterne svarer i vid udstrækning til dem, der i øjeblikket produceres hos Danmark Protein, og hovedparten af dem skal sælges på verdensmarkedet.