Skip to main content

Minimælk åbner døren til Dansk Supermarked

Pressemeddelelse   •   Jun 08, 2001 12:53 CEST

Markedsføringen af minimælk er en af de væsentligste årsager til, at Arla Foods pr. 1. oktober overtager alle leverancer af økologiske mejeriprodukter til Dansk Supermarked. Arla Foods har hidtil leveret til den største af Dansk Supermarkeds kæder, nemlig Netto, men får altså nu også leverancerne til Bilka og Føtex.

Ifølge Dansk Supermarked er det Arla Foods' evne til at produktudvikle og markedsføre inden for det økologiske område, der er årsag til valget som hovedleverandør.

"I Dansk Supermarked vurderer vi altid potentielle leverandører på en række områder som f.eks. kvalitet, markedsføring, produktudvikling, økonomi, servicering og levering", forklarer informationschef Poul Guldborg.

"I det konkrete tilfælde faldt valget på Arla Foods, og det skyldes bl.a. Arla Foods' helt generelle evne til produktudvikling og den succesfulde lancering af den økologiske minimælk".

Minimælken har på fire måneder været med til at hæve det samlede salg af økologisk mælk i Danmark med 20 pct.

Arla Foods er det selskab i Europa, der har den største økologiske produktion.