Skip to main content

Ny chef for Arla Sverige har lang erfaring med dagligvarer

Pressemeddelelse   •   Aug 28, 2013 14:00 CEST

Hollænderen Henri de Sauvage Nolting bliver ny direktør for Arla Foods i Sverige. Han kommer fra en stilling som chef for Unilever Nordic og har 20 års erfaring inden for forbrugervendte produkter.

Henri de Sauvage Nolting tiltræder senest 1. december stillingen som ansvarlig for forretningsenheden Arla Foods Consumer Sweden, som også inkluderer Consumer Finland. Han vil også indgå i Arlas koncernledelse.

Arlas nye Sverige-chef er hollænder, men har boet og arbejdet i Stockholm i Sverige i 10 år og taler svensk.

”Jeg glæder mig meget til at arbejde med Sveriges mest ikoniske forbrugerbrand og med en finsk forretning i en spændende udvikling. Jeg ser frem til at blive en del af et landmandsejet andelsselskab og en organisation, som er i gang med en større internationalisering,” siger Henri de Sauvage Nolting.

Henri de Sauvage Nolting har 20 års erfaring fra dagligvarebranchen, senest som ansvarlig for Unilevers nordiske forretning, hvilket blandt andet omfatter 1.400 ansatte i Sverige, Finland, Danmark, Norge, Island og Rusland. Inden da var han landechef for Unilever i Sverige, og han har også erfaring fra andre ledende stillinger for Unilever i Sverige, Holland, Storbritannien og Kina.

”Med sin brede erfaring og dybe kendskab til det nordiske detailmarked er jeg overbevist om, at Henri vil kunne holde fast i Arlas position i Sverige og samtidig møde fremtidige udfordringer og forbrugerne krav på et af Arlas vigtigste markeder. I Arlas koncernledelse vil Henri kunne yde et væsentligt bidrag til globalisering af Arla-koncernen,” siger adm. direktør i Arla Foods, Peder Tuborgh.

Henri de Sauvage Nolting er 51 år. Han har en universitetsuddannelse i kemi og har derefter læst til kemiingeniør og forretningsledelse på universitetet.

Henri de Sauvage Nolting afløser Christer Åberg, som tidligere i år fratrådte stillingen til fordel for et direktørjob i den norske Orkla-koncern. 

_______________________________________________________________________________

Arla Foods er et internationalt mejeriselskab ejet af 12.000 landmænd fra Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien og Luxemburg. Arla Foods er en af de stærkeste aktører i den internationale mejeriverden, med et bredt sortiment af mejeriprodukter af højeste kvalitet. Velkendte mærker som Lurpak® og Castello® hører til Arla familien. Arla Foods er også verdens største producent af økologiske mejeriprodukter.