Skip to main content

Rødkærsbro forbereder afsked med feta

Pressemeddelelse   •  Sep 03, 2003 20:06 CEST

Produktionen af traditionel feta på Rødkærsbro Mejeri stopper til september, men allerede nu er man begyndt at finde andre arbejdspladser til de 40 medarbejdere i afdelingen. Samtidig skal mejeriet også finde plads til de 9 medarbejdere, der er kommet fra det nu lukkede Rødkærsbro Smørmejeri.

På trods af udsigterne til lukning har fetaafdelingen fået “nye medarbejdere”. Siden begyndelsen af april har 8-9 medarbejdere fra Bov Mejeri nemlig været “i lære” på Rødkærsbro Mejeri. Bov Mejeri skal overtage produktionen af traditionel feta, og medarbejderne skal derfor læres op i produktionsudstyret. Medarbejderne er indlogeret i Viborg tre dage om ugen, hvor de arbejder i 12 timers vagter. Det skal de blive ved med, indtil produktionen flytter.
Da Rødkærsbro Mejeri blev bygget for godt 10 år siden, var det meningen, at mejeriet først og fremmest skulle producere UF-feta med mozzarella som en mindre side-produktion, og mejeriet har da også været oppe på at producere 40.000 tons feta årligt. Men det endte altså med, at mozzarella og strimlet ost kom til at fylde hele mejeriet.