Skip to main content

Succes trods EM-deroute

Pressemeddelelse   •   Jun 21, 2000 16:47 CEST



EM-slutrunden vil formentlig af mange danskere være hurtigt glemt. Til gengæld har slutrunden bidraget til, at mange nu kan huske navnet på landsholdets hovedsponsor Arla Foods og virksomhedens nye logo.
“Folk er jo blevet stopfodret med Arla Foods-logoer i tv-indslag og i aviserne, så her har vi virkelig fået noget for pengene. På trods af at Danmark ikke har været med så længe, som vi alle havde ønsket, har opmærksomheden været kanonstor. Men vi mangler selvfølgelig det sidste nøk, fordi vi ikke kom videre i turneringen”, siger sponsorchef i Arla Foods Benny Eriksen.
Der er endnu ikke foretaget målinger af effekten af EM-slutrunden, men analyser fra tidligere slutrunder har vist, at interessen tidobles under en slutrunde i forhold til resten af året.
Også i Division Europa var der glæde at spore trods 3-0 nederlaget til Holland, der definitivt sendte Danmark ud af EM-slutrunden. På kampdagen havde Arla Foods inviteret et halvt hundrede hollandske kunder til fodboldfest og landskamp, og de var tydeligt tilfredse med, at værterne endda kunne byde på en sejr.
For det danske landshold sluttede EM-slutrunden altså i denne uge med onsdagens kamp mod Tjekkiet. På trods af Danmarks alt for tidlige exit er interessen for fodbold tilsyneladende ikke mindsket.
Således kan DBU melde om noget nær rekorddeltagelse på denne sommers udgave af DBUs fodboldskole, der begyndte i mandags. Knap 26.200 børn og unge har tilmeldt sig fodboldskolen, som Arla Foods er hovedsponsor for, og dermed er man tæt på sidste års rekord, der lød på 26.600 deltagere.

I denne uge blev de første af i alt 212 fodboldskoler fløjtet i gang. Her gives bolden op på Selskov Stadion i Nordsjælland, hvor Hillerød GI står for en fodboldskole med i alt 320 børn og unge.