Skip to main content

Vækst er grundlaget i ny vision

Pressemeddelelse   •  Sep 24, 2003 14:34 CEST

Fremtiden er nu, og vi må alle forberede os på markante forandringer. Sådan lød det samlede budskab fra koncerndirektionen og bestyrelsen på sidste uges repræsentantskabs­møde. I det nye visionsforslag for 2010 står det klart, at selskabet skal vokse.

"Lønsomheden på hjemmemarkederne vil falde næste år. Så det vi taber på eksporten, kan vi ikke kompensere for på hjemmemarkederne", sagde Åke Modig på repræsentantskabsmødet.

EU-udvidelsen, landbrugsreformen og udviklingen i detailhandlen, der præges af få, store internationale kæder, har påvirket indholdet af visionen for 2010.

”Det er blevet mere og mere tydeligt undervejs i vores arbejde med visionen, at vi skal forsvare vores position som Europas førende mejeriselskab. Vi er store i Sverige og Danmark, men på de øvrige markeder er vi en lille aktør. For at udvikle ogfastholde Arla Foods’ position som markedsleder må vi vokse”, sagde Arla Foods’ viceadm. direktør Åke Modig.

Han er klar over, at budskabet om vækst kan være svært for andelshaverne at forlige sig med, nu hvor afregningsprisen falder kraftigt.

”Men i disse tider, hvor råvarepriserne også falder, er det endnu vigtigere at søge løsninger, som langsigtet forstærker vores afregningspris”, sagde han.

Væksten skal foregå gennem en kombination af organisk vækst, opkøb og rene fusioner, og de mulige samarbejdspartnere kan være mejeriselskaber i Nordeuropa og i Norden.

Flere i ledelsen mindede om, at baggrunden for fusionen mellem Arla og MD Foods netop var de ydre faktorer, som nu begynder at kunne mærkes. Valutaudsvingene på især det britiske pund og den amerikanske dollar samt EU’s landbrugsreform påvirker direkte Arla Foods’ forretning.

”Vores vurdering er, at lønsomheden på hjemmemarkederne også vil falde næste år. Så det, vi taber på eksporten, kan vi ikke kompensere for på hjemmemarkederne. Derfor jagter vi udgifter i virksomheden”, sagde Åke Modig til forsamlingen.