Nyhed -

Jo, der er dansk deltagelse ved omstridt militærøvelse i Korea

I dag slutter den årlige amerikansk-sydkoreanske militærøvelse ”Ulchi Freedom Guardian”, som har givet anledning til de sædvanlige nordkoreanske protester.

Hvad de færreste i Danmark ved, er, at danske officerer rutinemæssigt deltager i disse omstridte øvelser. Danmark har to officerer fast stationeret ved FN-kommandoen i Seoul, og derudover deltager et antal officerer – typisk to – i de store amerikask-sydkoreanske militærøvelser.

”De danske øvelsesdeltagere er en kombination af observatører og deltagere med konkrete stabsfunktioner”, fortæller de danske sikkerhedspolitiske forsker Morten Hansen, der er phd-studerende ved Korea University og ekstern lektor i efterretningsstudier ved Københavns Universitet.

”Danmark opnår ved denne type deltagelse to ting: For det første større militærfaglighed, da Danmark ellers ikke har mulighed for, at træne og oparbejde viden og faglighed i denne størrelse operation; for det andet, større politisk og efterretningsmæssig indsigt i amerikansk og sydkoreansk strategisk analyse af en potentiel militær konflikt med Nordkorea. Det kan i den sammenhæng bemærkes, at sydkoreanske medier tidligere har afsløret, at scenarierne fra disse øvelser typisk er regimekollaps og mindre nordkoreanske provokationer, og således ikke nordkoreanske invasioner, atomvåbenangreb eller andre større konventionelle angreb”, forklarer han.

Morten Hansen understreger, at disse øvelser som hovedregel er defensive, men ”når det er sagt, kan defensiv jo hurtigt blive til offensiv, når det første skud er løsnet”.

”At det skulle være en indøvelse af en amerikansk-sydkoreansk invasion af Nordkorea, som Pyongyang hævder, er dog noget sludder”, fortsætter han.

”Det er ikke min forståelse, at dansk deltagelse i disse øvelser er decideret hemmelig, men den er på den anden side heller ikke specielt åbenlyst offentliggjort. Der er dog ikke noget fordækt eller usædvanligt ved dansk deltagelse i denne type militærøvelse”, slutter Morten Hansen.

Emner

  • Udenrigspolitik

Kategorier

  • korea