Gå til indhold
Henriette Tanderup fra Cphbusiness
Henriette Tanderup fra Cphbusiness

Pressemeddelelse -

Azets og CPHbusiness i samarbejde om ny uddannelse

Stor efterspørgsel fra erhvervslivet på kvalificerede lønkonsulenter har ført til, at erhvervsakademiet Cphbusiness har oprettet løn som en særlig valgfags-pakke under financial controller-uddannelsen. Erhvervslivet glæder sig over tiltaget og melder sig klar til at støtte op med praktikforløb og at ansætte de nyuddannede controllere

Mangel på kvalificerede lønkonsulenter har i mange år været en udfordring for konsulenthuse, virksomheder og revisorer. Med jævne mellemrum bringer medierne undersøgelser fra fagforbund om fejl på lønsedler i deres spalter. Fejlene er ikke alene irriterende for den enkelte medarbejder, men er også utilfredsstillende for virksomheden. Dels fordi der kan være uventede udgifter forbundet med at rette de utilsigtede fejl, og dels fordi det kan påvirke medarbejdertilfredsheden og virksomhedens omdømme.

En af årsagerne til lønsedler med fejl er, at lønområdet er ekstremt komplekst med mange love og regler, som løbende ændrer på kravene til virksomhedernes lønadministration.

Det gælder derfor om at være omhyggelig og opdateret på relevant viden for at sikre korrekte lønkørsler. Derfor har erhvervsakademiet Copenhagen Business Academy (Cphbusiness) på opfordring fra erhvervslivet tilpasset og opdateret sin financial controller-uddannelse, så løn fremover indgår som valgfag på den populære uddannelse.

- Danske virksomheder har længe efterspurgt en løsning for at få velkvalificerede lønmedarbejdere, som kan forstå lønsedlen og kender til alle love og regler inden for lønadministration, så de undgår fejl i forbindelse med lønkørsler. Derfor har vi efter dialog og projektsamarbejde med et af de store konsulenthuse udviklet lønområdet som en valgfagspakke under financial controller-uddannelsen, så vi kan indfri markedskravene, fortæller programleder hos Cphbusiness Henriette Tanderup.

Adm. direktør hos Azets Insight A/S, June Mejlgaard Jensen, har i flere år efterlyst en lønuddannelse i Danmark på samme måde som i Norge. Hun hilser derfor Cphbusiness´ beslutning om at tilpasse financial controller-uddannelsen velkommen.

- Vi er meget glade for, at lønadministration nu bliver en valgfagspakke under financial controller-uddannelsen på Cphbusiness, så der fremadrettet kommer kandidater ud, som kender love, regler og metoder inden for lønadministration.

Uddannelsen til financial controller er en toårig videregående uddannelse med obligatorisk undervisning om erhvervs- og samfundsøkonomi, økonomistyring, controlling m.m. Herudover består uddannelsen af valgfag, hvor den studerende kan tone sin uddannelse efter interesser og karriereønsker efterfulgt af en tre måneders praktikperiode og et afsluttende eksamensprojekt.

Stor aktør er klar til at ansætte de nyuddannede

Udfordringen med at forstå og foretage korrekt beregning af en lønseddel oplever den nordiske løn,-regnskab og HR-koncern Azets ofte, når de skal ansætte nye lønkonsulenter i Danmark.

- Det har i mange år været en faglig udfordring for mange danske virksomheders lønfunktioner, at der ikke findes en formel og kompetencegivende lønuddannelse i det danske uddannelsessystem. Uanset om lønkonsulenter i dag er nyuddannede med en økonomisk baggrund eller erfarne lønmedarbejdere, oplever vi, at de ofte ikke har den viden og de kompetencer, som en professionel lønadministration kræver. Derfor er det en stor investering for os at ansætte nye lønkonsulenter, da vi de første måneder må sidemandsoplære og kvalitetssikre, at alle lønsedler håndteres helt korrekt, fortæller June Mejlgaard Jensen og fortsætter:

I år har Azets ansat fire af de nyuddannede financial controllere fra Cphbusiness. Med moderniseringen og forbedringen af uddannelsen forventer June Mejlgaard Jensen, at Azets vil tage imod en stor del af kandidaterne – både i forbindelse med praktikforløb og gennem decideret ansættelse.

Sparring med erhvervslivet for at målrette financial controller-uddannelsen

Erhvervsakademiet Cphbusiness har udarbejdet materialet til valgfagspakken i samarbejde med Azets, Bestseller, Tide Bus, Magasin og ADMIKO for at sikre en så relevant uddannelse som muligt, så de studerende matcher erhvervslivets ønsker.

Den største samarbejdspartner er Azets, der tog de første initiativer til at drøfte en ny uddannelse, og som har været med i hele processen. Gennem workshops og møder med Cphbusiness´ programleder og undervisere har konsulenthuset hjulpet med sparring, viden og faglig inspiration til, hvad der skal indgå i undervisningen.

Herudover har to undervisere fra Cphbusiness været i praktik hos Azets´ lønkonsulenter for at få en forståelse for hele løncyklussen, og hvad man skal være opmærksom på i forbindelse med ferielov, overenskomster mv., så lønkørsler foretages korrekt og effektivt.

- Det er vigtigt med input fra erhvervslivet for at sikre, at kandidaterne er attraktive og kan få et job efter uddannelsen. Der er et stort marked for lønmedarbejdere – og gennem samarbejdet med Azets har vi udviklet en uddannelse, der matcher behovet i erhvervslivet. Jeg er overbevist om, at vores studerende hurtigt kan komme i job når de er færdige, fortæller programleder hos Cphbusiness Henriette Tanderup, der samtidig glæder sig over, at Azets som samarbejdspartner på uddannelsen forventer at tage imod 12 praktikanter hvert år.

Udtalelse fra tidligere financial controller-studerende:

En af de nyuddannede financial controllere er Nadia Cadovius, der er startet som lønkonsulent i Azets i år. I forbindelse med sin tiltrædelse hos Azets gennemgik hun et intensivt lønkursus på seks uger med grundig introduktion til alle love og regler i forbindelse med en medarbejders ansættelsesforløb.

Hun ser derfor tilføjelsen af løn som valgfag på financial controller-uddannelsen som en unik mulighed for kommende studerende, der vil gøre karriere inden for lønadministration.

- Løn er et stort og interessant område inden for regnskab og HR, og det er vigtigt at få den økonomiske forståelse for, hvordan tallene i beregning af eksempelvis overenskomster og forskellige tillæg og regler hænger sammen. Hvis man gerne vil arbejde med løn fremadrettet, vil en grundig gennemgang af lønadministration være oplagt, da det dermed vil være lettere at komme i gang med en karriere meget hurtigere, når man er færdig med uddannelsen.

Related links

Emner

Kategorier


Om Azets

Azets blev etableret i 2016 og er i dag Nordens førende, når det gælder levering af services og systemer inden for regnskab, løn og HR til nordiske virksomheder. Med 83 kontorer i Norden har vi opnået en stor viden om lokale love og regler.

I Danmark er vi flere hundrede medarbejdere fordelt på kontorer i Herlev, Odense, Fredericia og Aarhus. Vi har i dag +2.800 kunder, som er virksomheder i alle størrelser og brancher.

Ejerskab

Azets er ejet af HgCapital, en engelsk kapitalfond.

Azets er en del af CogitalGroup. CogitalGroup er en koncern med fokus på outsourcing og rådgivning. Den består af Azets i Norden og de to engelske selskaber Blick Rothenberg og Baldwins. Koncernen leverer services og rådgivning inden for outsourcing, regnskab, økonomi, løn og skat til et stort antal europæiske virksomheder.

Kontakt

Jørgen Bærentzen

Jørgen Bærentzen

Pressekontakt Senior manager Marketing og PR +45 40 17 87 45

Azets er en international koncern, der tilbyder assistance inden for økonomi, løn, rådgivning og forretningstjenester. Vi leverer altid en personlig oplevelse – både digitalt og til døren.

Med over 7,600 medarbejdere på tværs af vores kontorer, assisterer vi virksomheder og organisationer i alle brancher og størrelser med at udvikle deres virksomhed og realisere det forretningsmæssige potentiale. Uanset om du er en start-up eller en veletableret virksomhed, vil et samarbejde med Azets spare dig for dyrebar tid, så du kan fokusere på det, du er bedst til.

I Danmark er vi 350+ medarbejdere fordelt på kontorer i Herlev, Roskilde, Odense og Aarhus.