Skip to main content

De 7 typiske og livsfarlige fejl folk i reflekstøj begår

Nyhed   •   Apr 03, 2018 16:18 CEST

Hi-Vis arbejdstøj fra Berendsen

Hver dag begår danske medarbejdere og arbejdsgivere fejl, der er livsfarlige. Læs eksperternes råd om, hvordan du undgår de 7 mest almindelige fejl med reflekstøj.

Der skal ikke meget til at sætte sikkerheden over styr for de medarbejdere, der bruger reflekstøj – og hver dag sker der fejl på danske arbejdspladser, som øger risikoen for påkørsler, dødsulykker og alvorlige skader, der skaber langvarigt sygefravær.

Nye tal viser en stigning i dødsulykker i byggebranchen

En ny opgørelse fra Arbejdstilsynet viser, at antallet af dødsulykker på jobbet i 2017 var historisk lavt – 25 dødsulykker i 2017 er det laveste antal siden 1979, hvor de begyndte at registrere arbejdsrelaterede dødsulykker. Som kontrast er der samtidig en mindre stigning i dødsulykker indenfor byggeriet – og ifølge Jan Rasmussen, som er Segment Manager for Arbejdstøj-divisionen hos Berendsen, er brugen af reflekstøj ét af de områder, som bl.a. byggebranchen bør have fokus på for at undgå livsfarlige ulykker:

At bruge korrekt reflekstøj er ikke kun livsvigtigt for dem, der arbejder i trafikken – det er også vigtigt på byggepladser, hvor der kører kraner, gravemaskiner og andre køretøjer. Og alt for mange arbejdsgivere er ikke opmærksomme på, at deres medarbejdere også skal bruge reflekstøj, der er certificeret ud fra klasse 1, 2 eller 3 afhængigt af bl.a. hastigheden på den omgivende trafik, hvis de bare kort tid af arbejdsdagen opholder sig på en byggeplads, et lager eller område, hvor der kører gaffeltrucks, biler, tog eller er risiko for påkørsel”.

Medarbejderes forkerte brug af reflekstøj er farlig

Ifølge en nyere amerikansk undersøgelse er risikoen for ulykker dobbelt så stor på strækninger med vejarbejde – og selvom det tit er bilisterne selv, der kommer til skade, er korrekt reflekstøj afgørende for at beskytte vejarbejdere i deres job. En norsk undersøgelse fra 2017 viser, at bilister foretrækker en lavere kørehastighed, når der er synlig aktivitet på vejen – og ”synlige arbejdende personer” er den faktor, som er vigtigst for deres valg af kørehastighed.

Det er ikke nok, at f.eks. vejarbejdere bruger korrekt reflekstøj, det er også arbejdsgivernes ansvar at sikre, at medarbejderne er instruerede i at vedligeholde tøjet korrekt ud fra brugsanvisningen… ellers mister tøjet sin effekt, så det ikke længere opfylder lovgivningen. I praksis er der alt for få virksomheder, der har ressourcer til selv at holde opsyn med, at medarbejdernes reflekstøj til enhver tid opfylder kravene i certificeringsklasse 1, 2 og 3. Og selv de mindste fejl i, hvordan medarbejderne sætter og bruger tøjet i hverdagen, er nok til at miste synlighed og skabe livsfarlige arbejdssituationer”, siger Jan Rasmussen.

Hvilken ’klasse’ kræver dit job?
EN ISO 20471-tøj er certificeret i en klasse 1-3 ud fra, hvor synligt tøjet er.
  • Klasse 1-reflekstøj: Hvis den omgivende trafik kører ca. 30 km/t eller derunder. 
  • Klasse 2-reflekstøj: Hvis den omgivende trafik kører mellem ca. 30 og ca. 60 km/t. 
  • Klasse 3-reflekstøj: Hvis den omgivende trafik kører over ca. 60 km/t.

Sådan undgår du livsfarlige fejl med reflekstøj

Berendsen har samlet en liste over de 7 fejl, folk i reflekstøj oftest begår. Her kan du se, hvad du skal være opmærksom på, når dit arbejde kræver, at du er ekstra synlig:

  1. Jakken tages af: Hele din påklædning skal leve op til kravene for at være godkendt. Tager du f.eks. din jakke af for at gå rundt i t-shirt, mister du synlighed, hvis din t-shirt ikke har samme certificering som din jakke – og så opfylder du ikke længere kravene i din sikkerhedsklasse.
  2. Arbejdstøjet bliver for beskidt: For meget snavs på de fluorescerende steder på tøjet nedsætter synligheden. Det bliver sværere at se dig, og dit tøj lever derfor ikke længere op til de gældende sikkerhedskrav.
  3. Sætter bukserne ned i støvlerne: Mange tager bukserne ned i støvlerne, fordi bukserne er lidt for lange, eller fordi de bedst kan lide det sådan. Det er ikke hensigtsmæssigt, da støvlerne nemt kan dække for reflekser.
  4. Vasker tøjet forkert: Hvis du vasker tøjet selv, er der større risiko for, at det vaskes forkert. Temperatur, vaskemiddel og andre tekstiler i vaskemaskinen kan beskadige tøjets reflekser og fluorescerende områder, så sikkerhedseffekten aftager. Virksomheder bør derfor have en professionel vaskeløsning.
  5. Tøjets sikkerhed tjekkes ikke løbende: Tøjets virkning og sikkerhedseffekter skal løbende tjekkes for at sikre, at de stadig er gode nok. Når reflekstøj vaskes på et professionelt vaskeri, bliver tøjet løbende efterset, og hvis det kan repareres uden at gå på kompromis med kravene i sikkerhedsklassen, gør de dét – ellers bliver tøjet hos f.eks. Berendsen udskiftet.
  6. Blusen hænger udover bukserne: Tøjet skal sidde, som det er beregnet til. Hvis der er fluorescerende materiale omkring linningen eller lommerne på tøjet, skal det være synligt hele tiden. Du må derfor ikke lade din bluse hænge ud over bukserne og dække for farven – så mister tøjet sin fulde effekt og certificering.
  7. Tøjet bliver hullet: Tøjet skal altid være intakt. Selv et lille hul på dine bukser eller et påsyet logo fjerner noget af det fluorescerende materiale, og derfor lever tøjet muligvis ikke op til standarden og er ikke længere certificeret i sin klasse.