Gå til indhold
​Fem kommuner skal nytænke og løfte anbragte unges overgang til eget hjem

Pressemeddelelse -

​Fem kommuner skal nytænke og løfte anbragte unges overgang til eget hjem


Rudersdal, Holstebro, Nordfyns, Aarhus og Horsens Kommune er valgt som samarbejdspartnere i initiativet ’Min vej hjem’. I samarbejde med Dansk Design Center og Bikubenfonden er det ambitionen at vende den nuværende praksis på hovedet og i stedet skabe holdbare løsninger, der tager udgangspunkt i de unges behov.

Gennem de kommende 10 måneder skal de fem udvalgte kommuner i et samarbejde med Bikubenfonden og Dansk Design Center udfordre, udvikle og nytænke indsatsen for anbragte unge, blandt andet ved at inddrage de unge selv. Forløbet ‘Min vej hjem’ skal bidrage til at sikre, at de unge får den støtte, de har brug for i overgangen til voksenlivet – særligt med fokus på relationer og netværk.

Udfordringen er til at få øje på, når det gælder en god og tryg overgang fra en tilværelse som anbragt til eget liv i eget hjem: Til trods for at Danmark årligt bruger omkring 14 mia. kr. på anbragte børn og unge mister alt for mange fodfæste, når de fylder 18 år og anbringelsen for manges vedkommende ophører. Mere end hver tredje ung i hjemløshed er således tidligere anbragt og færre end hver fjerde har gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter folkeskolen.

”Regeringen har bebudet et løft af hele indsatsen for børn og unge i anbringelse. Det er et tiltrængt fokus, som vi gerne vil bidrage til,” siger direktør i Bikubenfonden, Søren Kaare-Andersen, og fortsætter:
”Fem kommuner har meldt sig på banen med store ambitioner på vegne af de unge og en visionær tilgang til at gå nye veje. Vi ved, at udvikling og nytænkning kræver ressourcer og stiller derfor en faciliteret proces til rådighed – en konstruktiv forstyrrelse, der skal skabe en mærkbar forskel for de unge. En væsentlig del af initiativet er at skabe nye løsninger sammen med civilsamfundet lokalt og de unge selv. Ambitionen er at skabe rammer for, at kommunerne med deres nuværende ressourcer kan være med til at arbejde på nye måder på tværs af sektorer og fagfællesskaber.”

Unge er med på alle beslutningsniveauer
Samarbejdet om ’Min vej hjem’ begynder nu. I forløbene skal kommunerne bl.a. udforske fremtidens socialområde, udføre feltarbejde blandt de anbragte unge, og ved hjælp af designmetoder – de såkaldte sprints – skal de udvikle og teste nye løsninger. Grundet coronakrisen vil innovationsprocessen opstarte på en virtuel platform. Gennem hele forløbet vil de unge selv sidde med i projektets styregruppe og desuden deltage aktivt i de lokale udviklingsforløb.

Dansk Design Center er tovholder på udviklingsforløbene.
”Til trods for både investeringer og gode intentioner, formår vi lige nu ikke i Danmark at tage tilstrækkeligt hånd om de ofte sårbare unge, der kommer ud af anbringelse, når de fylder 18 og nærmest ‘dumper’ ned i samfundet. Det er ikke godt nok. Ved hjælp af designmetoder kan vi dels lære, hvordan systemet fejler nu, dels høste nye indsigter i, hvordan de unge selv såvel som kommuner og civile aktører kan bidrage til at skabe en ny og tryg overgang til voksenlivet for de unge,” siger Christian Bason, adm.dir. i Dansk Design Center.

Kommunerne ser frem til at komme i gang
”Vi er meget stolte af at være udvalgt som en af fem kommuner, der skal udvikle nye løsninger for anbragte unge i overgangen til eget hjem. I Rudersdal Kommune er vi meget optagede af at inddrage borgerne, og vi ser det som helt centralt, at vi inddrager de unge i en proces, hvor vi udvikler nye løsninger til dem og deres særlige udfordringer,” siger borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive.

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen, ser et stort potentiale i at være med til at skabe ny indsigt i de anbragte børn og unges virkelighed og i at inddrage de anbragte unge i at skabe løsninger, som er meningsfulde i deres verden.
”I Horsens Kommune har vi stor fokus på, at alle børn og unge får en god start på livet. Hvis vi bliver nødt til at anbringe børn og unge, må vi ikke betragte det som en endestation, men som et skridt på vejen til at give dem lige muligheder med deres jævnaldrende. Vi skal sikre, at de anbragte børn får en god overgang til voksenlivet, når de kommer til at skulle skal stå på egne ben. Det har vi både en forpligtelse og en stor lyst til at lykkes med i Horsens Kommune,”
siger Peter Sørensen.

H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune, udtaler:
”I Holstebro – som på landsplan – er det en udfordring, at mange anbragte unge har forringede vilkår. Vi har flere eksempler på, at vi har haft succes med at få anbragte unge ud på en god bane, men vi kan ikke altid sige, hvorfor vi lykkes rigtig godt med nogle og knap så godt med andre. Vi forventer os meget af dette projekt, hvor de unge bliver inddraget og vi kan få noget evidens, så vi kan sikre, at langt flere unge kommer til at stå på egne ben.”

Ifølge borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen, ”vil vi gerne sikre, at unge får en god overgang til voksentilværelsen. Uddannelse og job er i høj grad adgangsbilletten til en god og meningsfuld tilværelse. Når vi samtidig kan se, at der er en overrepræsentation af tidligere anbragte i gruppen af unge, der ikke får en uddannelse eller kommer i job, er vi selvfølgelig meget interesserede i at få det mønster brudt.”

”Mange anbragte børn og unge får en svær start på voksenlivet, og for nogle bliver det til et liv med hjemløshed og sociale problemer,” siger social- og beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Kristian Würtz, og fortsætter:
”Det har vi et brændende ønske om at lave om på, og det betyder blandt andet, at vi har brug for at udvikle nye tilgange og metoder i et tæt samarbejde med de unge selv. ’Min vej hjem’ er en ambitiøs indsats med netop det sigte, og vi glæder og meget over at være en af de fem kommuner, der har mulighed for at deltage.”

Fakta om ’Min vej hjem’
’Min vej hjem’ sættes i gang på baggrund af undersøgelsen ’Ung mellem anbringelse og eget hjem’, som Bikubenfonden står bag sammen med Socialt Udviklingscenter SUS. I rapporten peger tidligere anbragte unge på, at manglende relationer og ingen eller mangelfuld kommunal støtte er nogle af de barrierer, der gør det svært at stå på egne ben, når voksenlivet banker på.

Rudersdal, Holstebro, Nordfyns, Aarhus og Horsens er gået sammen med Bikubenfonden og Dansk Design Center om et ambitiøst initiativ, der skal bidrage til sikre, at alle unge får den støtte, de har brug for i overgangen til eget hjem – særligt med fokus på relationer og netværk.

Kommunerne vil i løbet af foråret 2020 gennemgå sideløbende innovationsprocesser, som igangsættes lokalt, hvor de unge er i centrum for udviklingen af nye løsninger.

Formålet er både at udvikle og implementere nye løsninger, der kan gøre en mærkbar forskel for de anbragte unge lokalt, samt nationalt at gøre det muligt for kommunerne at arbejde på nye måder med deres nuværende ressourcer – gerne på tværs af sektorer og fagfællesskaber.

Bikubenfonden har afsat i alt 30 mio. kr. til at forbedre overgangene mellem anbringelse og eget hjem. Læs mere her

Yderligere oplysninger
Kommunikationschef i Bikubenfonden
Marianne With Bindslev
mwb@bikubenfonden.dk
Tlf.: +45 20 67 30 38

Kommunikationschef i Dansk Design Center
Katrine Hertz Mortensen
khm@ddc.dk
Tlf.: +45 20 98 42 13

Emner

Kategorier


Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.

Kontakt

Iben Haugaard

Iben Haugaard

Pressekontakt Kommunikationschef 26 22 09 26
Jeppe Bo Rasmussen

Jeppe Bo Rasmussen

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på kunstområdet 24 40 18 97
Emilie Beck Vestergaard

Emilie Beck Vestergaard

Pressekontakt Content Manager Visuel kommunikation 20 95 22 70
Karen Marstrand Mygind

Karen Marstrand Mygind

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet 31 58 43 74
Emilie Refsgaard

Emilie Refsgaard

Pressekontakt Chef for public affairs og kommunikation på socialområdet (barselsvikar) 30 48 46 40
Marie Futtrup

Marie Futtrup

Pressekontakt Kommunikationsmedarbejder 31 78 59 27

Bikubenfonden nyskaber muligheder for unge på kanten af samfundet og bistår kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden er en uafhængig, erhvervsdrivende fond, som arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst. På det sociale område har fonden fokus på unge i aldersgruppen 13-30 år med komplekse sociale problemer og arbejder med at styrke de unges livsmestring. På kunstområdet har fonden fokus på scene- og billedkunst og bistår professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje.

Bikubenfonden
Lygten 39
2400 København MV
Danmark