Skip to main content

​Den Mobile Blodbank står for halvdelen af blodet

Nyhed   •   Dec 15, 2015 10:48 CET

Mange bloddonorer får tappet blod ude i deres nærområde. Den Mobile Blodbank står nemlig for halvdelen af det blod, der bliver tappet i Region Hovedstaden, skriver Lokalavisen Taastrup. en stor del af denne kommer fra de store virksomheder, som giver mulighed for, at medarbejdere kan donere blod i arbejdstiden.

- Det er en rigtig god måde at gøre det på. Det er nemt for medarbejderne, og på den måde har ledelsen i virksomheden givet grønt lys for at prioritere den gode sag. Jeg tror, at flere får givet blod på denne måde, fordi det er nemt, siger Merle Wiborg Romose, kommunikationskonsulent hos GivBlod.

I Høje-Taastrup Kommune er det virksomheder som Nordea, DSB, Danske Bank og Alka Forsikring, som tilbyder deres medarbejdere at få tappet blod i arbejdstiden ved at invitere Den Mobile Blodbank forbi.

Virksomhederne skal ifølge Merle Wiborg Romose dog have en vis størrelse, før det kan lade sig gøre.

- Vores erfaring viser, at det er under 5 procent, som donerer blod. Derfor skal der normalt være over 1000 ansatte i virksomheden for, at det kan hænge sammen med de medarbejdere og materiel, vi skal sende ud, siger hun.

Det er nemlig et større rykind, når blodbanken kommer forbi. Derfor er det heller ikke alle steder, det kan lade sig gøre.

Af denne årsag er også flere lokale tappesteder i regionen lukket ned henover årene. I kommunen er det kun Taastrup Idræts Haller, der lægger hus til Den Mobile Blodbank.

- At sikre en god blodforsyning er en opgave, vi alle kan bidrage til. Men i Den Mobile Blodbank bør vi sikre, at det er forsvarligt rent økonomisk,  siger Merle Wiborg Romose og forklarer, at nogle lokalområder vil opleve, at tapningerne lukker ned, fordi der simpelthen ikke er tilslutning nok til, at det kan hænge sammen.

- Hvis det kun er 30, der møder op hver gang, er det ikke samfundsmæssigt forsvarligt. Vi er alle med til at betale for systemet, siger Merle Wiborg Romose og fortsætter:

- Andre områder vil opleve, at der er flere tappesteder lige i nærheden, hvilket i så fald skyldes, at der er donorer nok.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument