Skip to main content

Får du jern nok?

Nyhed   •   Mar 25, 2015 20:49 CET

Det er slet ikke så svært at få jern nok, men flere kan alligevel opleve, at de mangler det vitale mineral, skriver Newsbreak.

Hvis du oplever jernmangel, er der meget, du selv kan gøre. Det bedste, og nemmeste, er faktisk at få jern gennem kosten.

Børn og ikke mindst teenagere har ekstra behov for jern, fordi de vokser. Det samme gælder gravide, fordi også barnet i maven har behov for jern. Ligesom kvinder, der menstruerer, mister jern og dermed har behov for mere.

Ikke mindre end en femtedel af alle danske kvinder oplever jernmangel under graviditeten. Lægen anbefaler derfor ofte at tage jerntilskud forebyggende fra ca. 10. graviditetsuge – et dagligt tilskud på 40-50 mg.

Det tages mest hensigtsmæssigt i form af et særligt vitaminpræparat, som er udviklet til gravide, hvor også andre særlige behov (som folinsyre) er tilgodeset.

Bloddonorer kan også have behov for et ekstra jerntilskud. En enkelt blodtapning medfører et jerntab på cirka 200 milligram.