Skip to main content

​Undskyldningerne forsvinder, når Den Mobile Blodbank kommer

Nyhed   •   Dec 15, 2015 10:59 CET

Et lille bip indikerer, at spritten på Henrik Dams arm er tørret, og sygeplejerske Marianne Heramb kan lægge nålen. Det er formiddag hos Alka Forsikring i Taastrup, og vi er i firmaets gymnastiksal.

På denne dag kan medarbejderne bruge arbejdstiden på at støtte et godt formål: At give blod til den danske blodbank. 3 gange om året opfordrer Alka Forsikring nemlig sine medarbejdere til at melde sig som bloddonorer, skriver Lokalavisen Taastrup.

Det sker ved, at Den Mobile Blodbank stiller op på adressen.

- Vi vil simpelthen gerne støtte op om samfundet, og det her er en god måde at gøre det på. At donere blod er noget, vi bør gøre allesammen, siger koordinator i Alka Forsikring, Charlotte Nielsen og fortsætter:

- Vi forsøger at motivere medarbejderne ved at sætte plakater op, og så trækker vi lod om 3 præmier blandt dem, der donerer blod. Tidligere har medarbejderne eksempelvis kunnet vinde kaffemøder med B. S. Christiansen eller Infernal. Eller de har fået lov til at vælge, hvad frokosten i kantinen skulle være.

- I år kan de vinde VIP billetter til Superligaen, fortsætter Charlotte Nielsen og viser 3 gavekort frem.

30-årige Henrik Dam er en af de medarbejdere, som har valgt gå ned til den mobile blodbank. Det er 14. gang, han donerer blod, og alle 14 gange har været i arbejdstiden hos Alka.

- Jeg blev bloddonor, fordi vi gjorde det her i virksomheden. Jeg snakkede med nogle kollegaer, tænkte jeg lige så godt kunne gøre det selv, siger Henrik Dam. Han har hverken noget imod blod eller nåle, men indrømmer dog, at han alligevel kigger væk, når nålen skal i armen.

Nogle tror, at bloddonorer godt kan lide at blive stukket, men det kan de fleste jo ikke, fortæller sygeplejerske Marianne Heramb, mens hun sætter nålen i.

Henrik Dam er ikke den eneste, der er blevet bloddonor på grund af den mulighed, som arbejdspladsen giver ham.

- Når blodbanken kommer herud, så er der ikke mange undskyldninger for ikke at gøre det, konkluderer Jens Drachmann Pedersen, mens han bliver ført over til briksen, hvor han skal ligge, mens der bliver tappet blod.

- Det er en god gerning, og her er det nemt og bekvemt, siger han til avisen.

Vedhæftede filer

PDF-dokument Word-dokument