Biltorvet

DR1 vil nedbryde fordomme om brugtvognsbranchen

Blogindlæg   •   Maj 31, 2016 09:48 CEST

Brugtvognsbranchen har til tider haft et lidt blakket ry, hvilket også har ført til omtale af forskellig art i diverse medier. Nu har DR1 igen fokus på branchen, men vinklen er denne gang en lidt anden, da kanalen ønsker at følge en række unge mennesker i branchen for at fortælle de virkelige historier og nedbryde en række af de fordomme, som folk måske har. Derfor har DR1 lavet nedenstående opslag.

Opslag

Efter successen med “De Unge Truckere” og “De Unge Fiskere” søger vi medvirkende til ny programserie på DR1, der følger de unge brugtvognsforhandlere, der holder danskerne kørende (mekanikere og autolakerer, der sælger biler ved siden af er også meget velkomne!)

Uanset om du er lærling, har planer om at åbne eget værksted, arbejder hos Porsche eller for din far, er mand eller kvinde, så vil vi meget gerne høre fra dig.

Måske har du investeret penge i din egen virksomhed eller arbejder med vilde custom biler. Måske bor du på landet og får en forretning ud af at reparere/sælge de lokales biler. Der er ikke noget, der er finere end andet - det vigtigste er, at du brænder for dit fag, er vild med biler og olie på fingrene og elsker en god handel.

Formålet med serien er at skildre en branche, som almindelige danskere ikke kender til indefra. Vi vil nedbryde fordomme, og fortælle de virkelige historier om livet på værkstedet, pladsen og menneskene bag.

Programmet vil minde om ‘De Unge Truckere’ som du kan se introen til i linket nedenfor.

Måske synes du ikke selv, at dit liv er vildt interessant, men det synes vi!

Skriv til os på deunge@unitedtv.dk, så vender vi tilbage snarest.

Husk at skrive hvor i landet du bor og telefonnummer, så vi kan ringe til dig.

Link til 'De Unge Truckere':  https://vimeo.com/166500878