Graduateland

Guide til Virtual Career Fair

Blogindlæg   •   Jan 19, 2017 08:00 CET

Forbered dig bedst muligt til Virtual Career Fair med vores guide udarbejdet i samarbejde med Djøf

Der er mange gode grunde til at deltage på en karrieremesse. Her kan du komme i dialog med rekrutteringsansvarlige fra virksomheder, hvor du gerne vil arbejde, og få viden om virksomheden, du ikke finder andre steder. Og hvem ved, måske er det første skridt i en rekruttering.

Læg en plan

Det er med virtuelle career fairs som med de fysiske. For at maksimere dit udbytte skal du have en strategi for din deltagelse. Du skal lægge en plan. Inden du logger på Graduatelands Virtual Career Fair, skal du undersøge hvilke virksomheder der deltager, udvælge de virksomheder du vil i dialog med og gøre følgende.

Undersøg virksomheden

Brug de analytiske værktøjer du har lært på studiet, research virksomheden.

Som udgangspunkt skal du ikke stille spørgsmål, som du kan finde svaret på virksomhedens hjemmeside. Bliv nysgerrig og analyser det du kan læse dig til. Hvad er virksomhedens historie? Hvilke udfordringer står den overfor, og hvad er det der adskiller den fra de øvrige i markedet?

Når du har undersøgt virksomheden, er det værd at undersøge dens medarbejdere. Hvilke profiler sidder i de stillinger, du er interesseret i? Et par hurtige søgninger på LinkedIn giver dig indsigt i medarbejdernes profil. Hvilken uddannelse har de, hvor meget erfaring, og hvad skriver de om deres arbejdsopgaver?

Forbered spørgsmål

En icebreaker der åbner dialogen er at spørge ind til virksomhedsrepræsentantens egen historie. Hvordan havnede han i sin nuværende stilling, hvad har overrasket ham mest ved jobbet? Hvilke opgaver løser han, og hvordan ser en typisk arbejdsuge ud?

Det virker langt stærkere at spørge til virksomhedens seneste strategiske satsning, end at spørge hvad de producerer. Derfor er det vigtigt at få virksomheden på banen, og lade det være styrende for dialogen.

På den måde får du indsigt i, hvad de har travlt med lige nu. Spørg dem om deres mål for 2017, og strategien for at realisere dem? Eller spørg dem hvor branchen er på vej hen, og hvor på markedet der er vækst?

Samtidig er det oplagt at lære mere om, hvordan det er at arbejde for dem. Har de stillinger med, der er relevante for dig, kan du eksempelvis spørge:

  • Hvad det vigtigste er for at kunne besætte stillingen?
  • Hvilke kompetencer og erfaring de leder efter, når de ansætter?
  • Eller om der er fælles karaktertræk blandt deres mest succesfulde medarbejdere?

Afslut dialogen ved at spørge ind til virksomhedens ansættelsesforløb, og hvad det næste skridt i givet fald er?

Forbered svar

Virksomhederne ved ikke hvilke opgaver, du kan løfte, før du fortæller det. Og din studieretning er ikke svaret. Måske kender virksomheden den, men det kan du ikke tage udgangspunkt i. Det er din opgave at fortælle hvad du kan, derfor kan du med fordel forberede dine svar.

Vær forberedt på at tale om dine erfaringer og færdigheder. Sæt dig i virksomhedens sted. De har opgaver der ikke bliver løst, hvordan kan du hjælpe?

Kan du styrke deres markedsføring på SoMe, kan du implementere CRM-systemer eller noget helt tredje?

Typisk vil du blive spurgt ”Hvorfor vil du gerne arbejde i vores virksomhed?” Derfor er det en overvejelse værd.

I sidste ende handler en Career Fair om at være nysgerrig og blive klogere, hav det i baghovedet både når du vælger virksomheder, og når du forbereder spørgsmål og svar.

Afslutningsvis skal du huske at virksomheden ikke kan se dig. På en virtual career fair er dit sprog din appearance, så gør dig umage med din formuleringer.

For flere gode råd om jobsøgning som nyuddannet, se www.mitførstejob.dk.