Rhetorica

Lars Løkkes undvigelse gav bagslag

Blogindlæg   •   Dec 07, 2011 16:21 CET

Lars Løkke Rasmussen er i ilden, og i mandags pustede han selv til den. Ved et indkaldt pressemøde designet til at afværge ulykkelige følger af sagen om Troels Lund Poulsens eventuelle magtmisbrug fik den tidligere statsminister ikke affejet mistanker og rygter, men derimod styrket dem på den værst tænkelige måde. Hvis Løkke havde valgt en mere ærlig og direkte stil kunne han have sat rammen for den videre fortolkning af situationen, i stedet for at lade os gætte på det værst tænkelige.

”Ikke efter min erindring her på stående fod”, lød svaret på et meget direkte spørgsmål om, hvorvidt Lars Løkke har modtaget talenotater fra Skatteministeriet. ”Det er et meget åbent spørgsmål, du stiller der.”, lød svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Lars Løkke havde deltaget i møder om Helle Thorning-Schmidts skattesag.

Umiddelbart svarer Lars Løkke jo ikke forkert på nogen af disse spørgsmål, og hans svar vil uden tvivl holde i retten. Det vil sige, hvis der kan føres dokumentation for, at der er blevet afholdt møder om Helle Thorning-Schmidts skattesag, så kan han med rette sige, at det har han aldrig benægtet. Problemet ved denne udtalelse er dog, at den klinger hult og undvigende. Det er simpelthen ikke det juridisk bindende svar, vi er interesserede i. Vi er interesserede i at få afklaret, hvorvidt Venstre som parti – og Venstres formand især – kan have været involveret i en sag om potentielt magtmisbrug.

I denne situation har Lars Løkke Rasmussen ikke så meget andet end to udveje: at benægte at have været involveret, eller erkende at have været involveret. Men den løsning på problematikken, som vi så mandag, kombinerer de dårlige elementer fra hver strategi til én dårlig løsning.

Hvis Løkke på intet tidspunkt har hørt om sagen, så er den ikke meget længere end at benægte kendskab til den. Med god samvittighed ville han kunne sige: ”Det kender jeg ikke noget til”. Hvis Løkke derimod helt bevidst har været involveret i magtmisbrug, kan man sige, at nægtestrategien også kan være en god idé. Det værste, der i så fald kan ske, er, at han bliver grebet i en løgn, der nok ikke er lige så problematisk som magtmisbrug i sig selv. Der ville så at sige ikke ske meget mere end at føje spot til skade. Men løgnen er jo ikke nogen holdbar løsning.

Det virker desuden meget mistænksomt at påstå, at Venstre på intet tidspunkt har holdt et møde, hvor de har drøftet Thornings skattesag. Det inkriminerende spørgsmål er, om der i nogen møder har indgået fortrolige oplysninger om sagen. Men et møde i Venstre-regi, hvor der diskuteres ud fra den aktuelle mediedagsorden, må vel være ganske almindeligt.

Faktisk svarede Løkke også på dette: ” Betyder det, om der har været sammenkomster i Venstre (…), hvor man har drøftet eller diskuteret, at der har været en skattesag? I så fald, hvis jeg sagde, at jeg overhovedet ikke havde været med til (…) at ytre et ord om, at der var en skattesag, så var jeg nok den eneste i hele verden, der ikke havde været med til det”.

Men dette svar drukner desværre i mængden af krumspring. Hvad Løkkes tanke var med ikke at svare dette med det samme, kan man kun gisne om. For os som modtagere ville det have været væsentligt mere informerende, hvis han havde benyttet dette svar til at sige: ”Ja, vi har holdt møder om det”. Resultatet af at begrave det konkrete svar blandt undvigelser og modangreb viser de sidste dages mediestorm på glimrende vis. Vi hører ham simpelthen ikke svare.

Løkke vælger at svare undvigende og vende det til et angreb på journalistisk arbejdsproces, og vi bliver som publikum opmærksomme på, at han prøver at narre os. Dermed bekræfter han vores værste anelser, i stedet for at give os et simpelt svar på et simpelt (og relevant) spørgsmål.

Denne tendens til at forsøge at flytte fokus er en gammelkendt forsvarsstrategi. Forskydningen sker meget simpelt ved at flytte fokus i emnet eller i, hvad vi egentlig diskuterer. Inden for argumentation arbejder man med fire forskellige faser, som vi debatterer indenfor. Vi kan diskutere kendsgerninger, dvs. om noget er sket, definitioner, dvs. hvilken kvalitet en kendsgerning har, evalueringer, dvs. om noget er godt eller skidt, eller endelig kan vi advokere, dvs. hvad skal vi gøre nu.

Det, Løkke i høj grad gør i sit forsvar, er at foretage en forskydning mellem de argumentatoriske faser. Journalisterne er sådan set kun interesserede i den første fase. Har du deltaget i møder, hvor Thornings skattesag blev drøftet? Et ja/nej-spørgsmål, der skal afklare en konkret kendsgerning. Men vi får aldrig det ja eller nej, som spørgsmålet lægger op til. I stedet forskyder vi emnet til at være selve spørgsmålet: ”Det er et meget åbent spørgsmål, du stiller der” og taler om definitionen af spørgsmålet.

Altså får vi svaret på et andet spørgsmål end det, der bliver stillet. Og det, journalisterne (og befolkningen) er interesserede i, er et svar. Har I snakket om det? For det er først, når dette spørgsmål er besvaret, at vi kan bevæge os videre til de andre relevante spørgsmål om sagen: hvis I holdt møder om det, hvilke slags møder har I så holdt? Hvilken type informationer har i modtaget fra Skatteministeriet? Bedrev I magtmisbrug eller ej?

Der er en tendens til at skyde skylden på journalisternes spørgsmål. Men i dette tilfælde er det fundamentale spørgsmål om kendsgerning meget relevant, da det er grundlaget for den videre debat. Men Løkke antager med det samme, at hvis han svarer på dette spørgsmål, så har vi allerede defineret karakteren af møderne. Lyssky, fordækte magtmisbrugsmøder.

Ved ikke at afklare kendsgerningerne og straks hoppe videre til en undvigemanøvre skyder Løkke sig selv i foden. Han efterlader et tomrum, vi selv skal udfylde. Og, da han benytter sig af en forskydningsstrategi, er det ligefor at konkludere, at han har noget at skjule.

Hvis Løkke i stedet for havde givet sig tid til at afklare kendsgerningerne, dvs. enten benægtet eller bekræftet, så havde han haft muligheden for at styre den videre udvikling af pressemødet. Hermed havde han haft muligheden for at svare og uddybe, hvilke møder der var tale om, og om der er noget i processen, han eventuelt beklager. Han havde med andre ord kunnet definere sagens kerne, inden vi som publikum selv bliver nødt til at gøre det.

Man kan forestille sig, at det, Løkke har reageret på, er faren for at blive misforstået. Det vil sige, at hvis han havde sagt ja, så havde vi straks konkluderet, at der har været tale om magtmisbrug. Her ville en afklaring af kendsgerningerne have kunnet tjene som springbræt til en uddybning og definition af det reelle forhold i sagen. Løkke havde kunnet forklare sig. Men nu fremstår han uærlig. Også selvom han faktisk svarede på spørgsmålet.

Styrk jeres politiske kommunikation

Få helt styr på retorikken og lær, hvordan du bedst tackler medierne med et skræddersyet kursus fra Rhetorica.

Skræddersy et kursus i politisk kommunikation!