Epson Danmark

Stop skyttegravskrigen mellem innovationen og it-sikkerheden

Blogindlæg   •   Dec 11, 2015 14:22 CET

Af Peter Ravnhøj, Country Manager

For tyve år siden var it-folk kendt som de unge, de smarte og de innovative. Dem der fandt på de nye frække ideer og udviklede forretningen. I dag er mange it-afdelinger endt som øretævernes holdeplads, og de er kendt som ineffektive og skrankepaver. Hvad gik der galt?

For nylig besøgte jeg en stor dansk afdeling af en større global virksomhed. Virksomheden havde netop investeret i et omfattende CRM-system, der skulle integrere og optimere virksomhedens salg og marketing og skabe grundlag for ny vækst.

Men selvom det nye system utvivlsomt var både godt og funktionelt, var det ikke taget i brug. Virksomhedens interne it-afdeling og sikkerhedsrådgivere havde sat sig på bagbenene, fordi de frygtede at integrationen af løsningen ville skabe sårbarheder i virksomhedens it-sikkerhed.

Tilbage sad nogle vrede og frustrerede salgs- og marketingfolk, der fik stoppet deres vigtige projekt, og igen blev it- og sikkerhedsfolkene udråbt som de tunge, rigide og besværlige show-stoppere. I virkeligheden gør begge parter bare deres arbejde, men de støder sammen, fordi deres interesser er forskellige.

Enhver der har arbejdet med infrastruktur og it-sikkerhed ved, at det er et job med masser af tæsk og meget få sejre. Ingen bryder sig om at sidde med aben, når it-sikkerheden brister, fordi man kom til at sige ja en gang for meget.

Pludselig er virksomheden delt i to lejre – den ene er 100 % omstillingsparat, den anden er defensiv og rigid. It er gået fra at være et innovationsværktøj til at være en bremseklods. It er ikke længere dem, der kommer med nye smarte arbejdsmetoder men dem, der bremser og er besværlige.

I de sidste 10 år er det blevet lettere end nogensinde for de fleste af os at installere og bruge den nyeste software i form af apps med kun få klik på telefonen eller tabletten. I Epson har vi f.eks. udviklet apps, der gør, at man med få klik har installeret sin printer eller projektor, så den virker effektivt og hurtigt. De fleste af os er dermed gjort til eksperter på et område, der engang krævede betydelig indsigt og viden. Derfor virker det også mærkværdigt, når en hel it-afdeling ikke kan få et it-system til at fungere inden for en firewall og et sikkerhedssystem.

Men vi er også bare nødt til at forstå, at der er forskel på forretningskritiske it-systemer og de apps, vi downloader til vores telefon, hvor vi i øvrigt bekymrer os alt for lidt om sikkerheden. Der er et fælles ansvar, og der mangler en fælles forståelse mellem os, der producerer smart og innovativ hard- og software, og dem, der skal implementere og bruge det i virksomhederne. Det handler dybest set om at have fokus på kunden og på opgaven.

Vi skal som it-leverandør have fokus på, at de software og hardware løsninger vi leverer, ikke bare er lette at implementere men også kan tilpasses, så de lever op til de brugs- og sikkerhedskrav, der er i den enkelte virksomhed. Virksomhedens så udskældte it-afdeling skal sørge for at have fingrene på pulsen, så de sikrer, at de kender udviklingen, trends og tendenser – og det derfor ikke er dem, der bliver proppen i virksomhedens innovation.